I Harpiks følger vi en familie, bestående af far, mor og teenagedatteren Liv, der har boet isoleret fra omverdenen i en hytte ude i skoven, så længe Liv overhovedet kan huske. Tingene forsætter dog ikke sådan, for ellers der ikke været noget drama. Liv begynder nemlig at blive betaget af den nærtliggende landsby, men det er ikke så let at integrere de to vidt forskellige verdener.

Min første tanke var, ærligt talt, at det er en film, der vil have meget svært ved at nå et bredt publikum. Den er ganske enkelt for eksperimenterende. Med en finurlig historie, idiosynkratisk visuel fortællestil og aparte stemning, der gør, at man ikke rigtig ved, hvordan man skal føle – i modsætning til de fleste moderne film, hvor man slet ikke får lov til at tænke, eller for den sags skyld at fortolke noget som helst.

Skal jeg være helt ærligt, er Harpiks en af de få film, som det kan være svært at fælde en kvantitativ dom over. Den er aldrig i nærheden af være dårlig, men den er også så meget sin egen, med sin alternative fortælling, grynede 1970’er look, grundet brugen af rigtig film, og med en alt andet end åbenlys morale. Der er lidt stof til eftertanke, når man forlader biografsalen – og det er en beundringsværdig præstation.