Eddie Murphy er tilbage i sit humoristiske es, som Rudy Ray Moore, bedre kendt som Dolemite, der i 1970’erne tjente styrtende på at lave dårlige film, der var henvendt til et sort publikum, som følte sig forbigået.

Det er kun i USA, hvor man har en uofficiel form for apartheid med hele befolkningsgrupper, der lever kulturelt adskilt fra hinanden, at man kan lave en film som denne, der hylder en talentløs mand, hvis eneste mål var at tjene penge og blive kendt for enhver pris – så længe man kan frame det på en måde, så det ser ud som om, at han gjorde samfundet en tjeneste.

Dolemite bliver gjort til en sort folkehelt, selvom dette portræt heller ikke lægger skjul på, at det var både rædselsfuldt og på alle måder den laveste fællesnævner, som drev hans jagt på at tjene penge. Denne til tider fornuftsstridige ramme, ville svare nogenlunde til, at man gjorde ”The Room” til en samfundsgave, fordi den repræsenterede mærkelige østeuropæer, med en hang til at gå med solbriller indendørs, i et desperat forsøg på at gøre filmen til noget mere, end blot et dumdristigt forsøg på at blive kendt.

Filmen bliver heller aldrig rigtig sjov, hvilket kunne have gjort filmen til mere end kontrafaktisk historieskrivning. Den første time bliver brugt på at følge Dolemites standup-karriere, som minder om en mindre raffineret udgave af Murphys egen, hvor alle vittigheder består af at råbe shit, fuck, ass osv. Derefter følger vi produktionen af den første Dolemitefilm, hvilket er en kende sjovere, både fordi den rigtige film er uransagelig, men også fordi vi kan få lov til at grine af deres æresløse forsøg, i stedet for at tage det seriøst.

Det er meget sympatisk, at man vil give minoriteter en stemme og vise, at de også har ret til underholdning, som er rettet mod dem og deres kultur. Det er så bare ærgerligt, at den stemme de har valgt, på ingen måde gjorde det for andre end sig selv.