Man kommer ikke længere væk fra Velfærdsdanmark, end med en film som ‘Chicuarotes’. Her i en lille landsby udenfor Mexico City bor teenageren Cagalera, der på alle måder er en skarnsunge. Han gør ikke andet end at stjæle, lyve og gøre livet surt for alle omkring sig, inklusiv hans to søskende, som han deler værelse med. Denne utilpassede tilværelse er dog meget forståelig, da vi får lov til at se, hvordan han lever en meningsløs tilværelse, og med en far, der minder mere om en voldtægtsforbryder, end en rollemodel.

Til trods for al denne fortvivlelse og lovløshed, har Cagalera alligevel masser af drømme om at stikke af og skabe sig et nyt liv med sin kæreste. Vejen dertil, er dog ikke ligetil.

Det ville være synd og kalde filmen for opløftende, men den er i hvert fald meget autentisk. I en verden styret af kriminalitet er der heller ingen helte, men gennem denne dreng, der i enhver anden kontekst ville blive opfattet som en antagonist, får vi et indblik i en verden, som de fleste af os nok gerne ville være foruden. Det er ekstremt velspillet, og der er også plads til hverdagshumor undervejs i tragedien, hvor vejen uden, næsten kun kan gøre tingene værre.