Det er så moderne en Terence Malick-film, som det overhovedet kan være, på både godt og ondt. Prøv at stoppe mig, hvis du har set det her før. Det er en film, hvor alt er optaget med håndholdt kamera og med et vidvinkelobjektiv, hvor den eneste visuelle variation eksisterer i form af montager af arkivoptagelser, og hvor historien er blevet strukket så meget ud, at der går hele halvanden time, før der sker noget reelt af konsekvens, der skubber filmens bud på en historie fremad. Scenerne er næsten manisk sammenklippet, så karaktererne springer i tid og sted, midt i deres sætning, og ikke nok med det, så har alle de essentielle karakterer også en lettere patetiske voice-over, der ikke rigtig bidrager med andet, end at udpensle deres følelser i lydstudiet, fordi der tilsyneladende ikke har været det store manuskript at læne sig op ad.

I det mindste er det Malicks mest konventionelle og mindst navlepillende historie i meget lang tid. Hvilket vil sige, at man i det mindste forstår, hvad der forgår, og hvad dramaet går ud på. Det hjælper også på det, det er nogen gode østeuropæiske skuespillere Malick har fundet til dette 2. Verdenskrigsdrama, hvor særligt August Diehl er fremragende i den bærende hovedrolle. Diehl Rummer en autenticitet, som man sjældent ser, hvilket skaber en helt grundlæggende sympati for ham, selvom han og filmen tilsyneladende er på en umulig mission.