En meget sukkersød og velmenende film, der er hæmmet af at være så godhjertet, at der er stor risiko for, at man får sukkerchok.

Filmen handler egentligt heller ikke om den legendariske amerikanske børnetvstjerne, Mr. Rogers. Den handler mere om, hvordan hans godhjertede og venlige natur, rørte folks liv. Som repræsentant for folket, følger vi den sammenbidte journalist Lloyd Vogel, der lider af faderproblemer, som bliver sat til at skrive et portræt af jordens øjensynligt venligste mand. Gennem dette møde er det ikke Mr. Rogers vi kommer tæt på, men i stedet Lloyd, der får hjælp til at bearbejde sine problemer.

Det mest besynderlige ved dette er selvfølgelig, at man har en portrætfilm, som ikke fokuserer på manden, der portrætteres. Tom Hanks gør hvad han kan, og udnytter til fulde sit image som en af Hollywoods venligste mænd, til at gøre Fred Rogers mere elskværdig end creepy, med tanke på hans unaturlige indtrængen i Lloyds liv. Det er små hentydninger til Fred som et rigtigt menneske med følelser og indre dæmoner, men det ville være synd, at kalde det mere end en overfladebehandling.

Filmen er tryg som et varmt tæppe, og er man til denne type sentimentale fortællinger, vil man nok føle sig godt underholdt, men nogen decideret god film, ville jeg ikke kalde den.