The Sisters Brothers ankommer her til Toronto med den præstigefyldte instruktørpris i bagagen fra Venedig. Det kan meget vel være, at italienerne synes, at Jacques Audiard er en fantastisk instruktør, men når det kommer til filmen her, så er der ikke noget prisværdigt, lige med undtagelse af lyddesignet.

Filmen følger i den lange tradition af westerns, hvor historieudviklingen er mere eller mindre vilkårlig, fordi de ydre omstændigheder er fuldstændigt kaotiske. Det skaber den ønskede stemning, men falder også selvsikkert ned i genrens største faldgruppe som er, at filmene kan være decideret utilfredsstillende, fordi det ikke bare er den verden de beskriver, som er meningsløs, men filmen selv.

Skuespillerne gør dog deres arbejde tilfredsstillende, og Jake Gyllenhaal forsætter, sammen med den også festivalsaktuelle “Wildlife”, at være en af de bedste nulevende skuespillere, der nok aldrig kommer til at vinde en Oscar. Men én god præstation i en birolle, er næppe nok til at efterlade et stort indtryk.

Det eneste, der virkelig fungerer, er lyddesignet, som bare er spot-on. Man bliver næsten blæst bagover, hver eneste gang en kugle bliver affyret, så hvis man kan lide lyden af pistoler, så er der i det mindste noget at ‘høre frem til’.