Emilio Estevez har skabt en rigtig crowdpleaser med The Public. Først og fremmest er manuskriptet bare virkelig godt sammensat. Alle aktørerne i konflikten har mindst ét lille personlig drive, der gør, at man kan adskille dem fra hinanden, sådan at eksempelvis kriseforhandleren og anklageren ikke bare udfylder den samme rolle i historien.
Selvom plottet hovedsageligt er fastlåst til en enkelt lokalitet, så udspiller der sig faktisk utrolig mange sideløbende plot, der igen alle har en indvirkning på hinanden, og leder mod filmens klare budskab. For det er jo lige til at regne ud, at en film om hjemløse, der kaprer et bibliotek for at undgå at fryse ihjel, har et budskab på sinde. Det bliver dog aldrig didaktisk, og flere af scenerne, som man har set før i andre mindre begavede amerikanske film, er slet ikke så troværdige i deres forløsning som her.
Alt i alt, spiller klaveret bare rigtig godt her, men jeg kan dog ikke helt få mig selv til at give filmen topkarakter. Den mangler lige den sidste innovation, men ellers er det en film, som alle kan leve sig ind i og få noget ud af.