Alfonso Cuarons film Roma var en af de mest omtalte film på festivalen, men også en af de mest prætentiøse.

Inspireret af sine erindringer fra sin opvækst, følger vi tjenestepigen Cleo og den middelklassefamilie hun tjener i 1970’ernes Mexico. Det er en film, hvor man bare følger normale menneskers liv gå deres naturlige gang, alt imens store omvæltninger i verden omkring dem finder sted.

En meget enkel historie kan besidde en enorm kraft, hvis den er fortalt godt. Måden Cuaron har valgt at gøre dette på er ved at gøre brug af visuelle gimmicks. Vi har de (alt for) lange optagelser uden klip, som er hans varemærke, billedet er i sort/hvid og Cleo er meget indadvendt og passiv, så vi som seer er nødt til at arbejde for at forstå, hvad det egentlig er, som der forgår i historien.

For de fleste af mine kollegaer gik alle disse elementer op i en højere enhed, men for mit vedkommende, blev alle disse ingredienser overbetonet til en sådan grad, at jeg stod tilbage med et indtryk af, at Alfonso Cuaron er mere selvsmagende end interesseret i at lave en autentisk film.

Filmen udkommer dog på Netflix d. 14. december, så hvis du er interesseret i at se filmen, synes jeg, du i hvert fald skal give det et forsøg, da du alligevel allerede har betalt for adgangen til den.