Papi Chulo må siges at have et opsigtsvækkende koncept, ved at handle om en homoseksuel ’vejrvært’, der bliver ramt af en depression og ender med at finde trøst ved at få en mexicansk immigrant til at hjælpe sig med at male sin veranda. Det er ikke lige frem et setup, som man kan sige at have se mange gange før.

Matt Bomer gør det godt, om end en smule karikeret, som meteorologen Sean, og da den bagvedliggende årsag til morsomhederne kommer frem i lyset, er det meget menneskeligt og forståeligt. Filmen ender desværre derfor også, ligesom så mange andre komedier, med at lægge det meste af humoren i den første halvdel af filmen, hvorefter det langsomt bliver mere og mere tragisk, og slutter meget melodramatisk. Det er en naturlig udvikling, som de fleste efterhånden forventer, men det lægger også et enormt pres på filmskaberen for at bidrage med noget nyt, når man er så fasttømret til konventionerne. Og det er ærlig talt en smule skuffende, når nu udgangspunktet er så spøjst og skævt, som det er.