Barry Jenkins har tydeligvis en kunstnerisk åre, som han brænder for at komme ud med. Man kunne se det i hans kreative brug af treaktstrukturen i “Moonlight” til at fortælle en afrundet historie om en mand, fra barn til voksen. Det samme gør sig ligeledes gældende i hans seneste film, “If Beale Street Could Talk”, hvor han krydsklipper en kærlighedshistorie mellem to diametralt modsatte tidslinjer.

Stilvalget slipper Jenkins godt fra, fordi man sympatiserer med det unge forelskede par, men stilen kan kun løfte materialet så meget. Desværre er det bare som om, at den ambition ikke på samme måde er til stede i manuskriptet. Endnu engang læner Jenkins sig alt for meget op af arketyper og klichéer for at binde begivenhederne sammen. Der er ingen bravur eller opfindsomhed i historien, og langsomt går det også op for en, at det er bevidst, fordi det skal passe med en meget fastlåst morale. Filmen efterlader derfor publikum med en lidt tom følelse, hvor det bare er soleklart, at det kunne have været meget bedre.