Hotel Mumbai er endnu en af de mange film på TIFF, der er inspireret af virkelige hændelser. Denne gang tages der udgangspunkt i terrorangrebet i Mumbai 2008, hvor et meget omfattende terrorangreb ramte flere af byens travleste områder, heriblandt det femstjernede hotel Taj Mahal Palace, hvor det meste af filmen her udspiller sig.

Til forskel for så mange andre film, der tager historier fra det virkelige liv, så gavner det faktisk filmen her. Det er ekstra ubehageligt at være vidne til den meningsløse vold, netop fordi man godt ved, at der ikke er nogen superhelt eller John McClane-lignende type, der pludselig dukker op for at redde dagen. Vi følger bare helt almindelige mennesker, der intet grusomt har gjort, men bliver sat i denne ulidelige situation.

Anthony Maras gør jo det han skal med sin film, fordi et terrorangreb bør være ubehageligt at sidde igennem, så jeg kan ikke sige, at missionen er mislykket, men særlig slutningen ender desværre med at bagatellisere disse rædselsfulde begivenheder, og kommer med en med reduktivt løsning, som ikke er nær så raffineret som selve filmhåndværket.