Dette ‘landbrugsdrama’ fra 1800-tallet er så stramt skruet sammen, at ikke en eneste scene er overflødig for den samlede fortælling. Det har måske den uheldige effekt, at man hurtigt kan gætte sig til flere af de store vendepunkter, men når man alligevel kan få en hel biografsal til at gispe af bare forskrækkelse med en enkel dramatisk handling, så har Michael Noer i instruktørstolen gjort noget rigtigt.

Jesper Christensen er det altoverskyggende hovedrolle i Før Frosten, som den aldrende patriark Jens, hvilket han ikke overraskende evner at spille til perfektion. Det handler dog ikke kun om Jens, for resten af rollebesætningen bliver også påvirket, efterhånden som konsekvenserne af Jens’ valg begynder at sprede sig. Men det virkelig begavede her er, at vi aldrig rigtig kender de andre mennesker, fordi vi ser verden gennem Jens’ øjne. Hans datter Signe og ”svenskeren” Gustav, gennemgår store personlige forandringer i løbet af filmen, som vi som seere aldrig helt forstår til fulde, fordi Jens ikke helt er klar over, hvad der sker omkring ham.

Rent æstetisk er filmen lige så grå og brutal, som den er i skildringen af sine karakterer. Det føles virkelig som om publikum trasker rundt i mudderet sammen med landmændene, og man føler sig aldrig helt sikker på, hvad grådigheden kan få dem til at gøre mod hinanden.