Historien om den første mand på månen, handler ikke så meget om, hvordan det lykkedes at rejse ud i det ydre rum, som den handler om en indadvendt ingeniør. Det meste af filmen foregår inden månelandingen og består hovedsageligt af håndholdte kameraoptagelser, der er beskåret i ekstreme close-ups, med masser af støj i billedet. Det bliver gjort i et forsøg på at skabe en dokumentarisk ramme, men det gør det også til en temmelig grim film at se på.

Denne intimitet, som de tætte beskæringer unægteligt giver, virker dog meget forceret. Og det skyldes også, at man hele tiden sidder med en følelse af, at Damien Chazelle og holdet bag, godt ved, at folk har hørt historien i en uendelighed, og derfor forsøger de febrilsk at finde en ny måde at holde én engageret.

Når vi så endelig når til de sagnomspundne IMAX-optagelser, så er det helt betagende smuk. Når de scener kommer, og det kan man se med det samme, fordi de besidder en helt andet æstetik og flow end resten af filmen, så må man bare overgive sig, for netop her er den gennemført fantastisk.

Det er i det hele taget virkeligt medrivende, så længe det foregår i luften eller rummet, men desværre er det rystende lidt, vi er blinde passagere på rumskibet, til fordel for at være en flue på væggen til repetitive og kedsommelige diskussioner ved et spisebord. For vi lærer aldrig rigtigt Neil Armstrong at kende, selvom vi følger både hans arbejds- og privatliv. Han er en vovehals, men indadvendt og rationel. Er en selvmodsigelse, men hvorfor har vi ingen idé om, for vi kommer aldrig ind på livet af ham.

Så det meste af tiden er “First Man” meget monoton, og selvom afslutningen leverer en af de bedste biografoplevelser i år, så kan den ikke kompensere for det enormt kedsommelige tilløb.