A Star is Born er en film, som på at måder virker som den perfekte Oscarkandidat. Det er det store drama om eneren, som gennem vilje og gåpåmod stiger til tops, fortalt i en ramme, der ikke er bange for at bruge billige følelsesmæssige kneb for at vinde publikum over på sin side.

Det er de vellidte skikkelser Bradley Cooper og Lady Gaga som ligger ansigt de to vidt forskellige musikere, der gennem et skæbnemøde finder hinanden og efterfølgende forandrer begge deres liv for evigt. Netop mødet og kemien mellem de to er filmens helt store force. Faktisk er hele første akt af filmen helt igennem festlig og eventyr, der som et varmt tæppe indbyder til, at publikum virkelig skal holde af de to ildsjæle.

Desværre varer lykken ikke ved. For med udtagelse af de mange koncertoptagelser, hvor lyden er helt eminent, så er det som om, at handlingen går fuldstændigt i står, så snart vi er blevet introduceret til hovedpersonerne. Og når handlingen så endelig bliver kickstartet til slut, er det med de mest klichefyldte og kedsommeligt, forudsigelige plotpunkter, man overhovedet kunne forestille sig i et drama om musikere.

Bradley Cooper forsømmer også som instruktør og forfatter at sige noget indsigtsfuldt om musikindustrien eller stofmisbrug, ligesom karaktererne simpelthen er for sympatiske og uden kant til, at man på noget tidspunkt tror på dem som mennesker.

Filmen er gennemført fornuftsstridig, og med undtagelse af en god start og slutning, så er det hele alt for kynisk og kalkuleret til at have nogen varig effekt.