Noget af det mest imponerende ved film er, at mediet kan gøre publikum engageret i mennesker, som vi ikke kender og gøres interesseret i at lære dem at kende og få lyst til at se dem tale med hinanden. Denne tilgang har meget til fælles med den Dr. Stone (Richard Gere), meget kontroversielt, gerne vil gøre brug af i slutningen af 1950’erne. Stone ønsker at have en dialog med de psykisk syge patienter, nærmere bestemt tre mænd, der alle er overbeviste om, at de er en genfødsel af Jesus Kristus.

Det her er klassisk Hollywood i den allerbedste forstand. Her er det ikke antallet af effekter eller actionsekvenser, der driver historien, men de menneskelige relationer. Som du nok allerede har udledt, så lykkedes det instruktør Jon Avnet at holde publikum engageret, selvom filmen hovedsageligt består af folk, der taler i det samme lokale. Det skyldes ikke eksempelvis revolverdialogen, som kendetegner Aaron Sorkin, hvor alle er geniale, men blot, at alle karaktererne i stykket bliver spillet som mennesker – med mangler og det hele.

Slutningen bliver måske lidt for meget klassisk Hollywood for sit eget bedste, og nervepirrende er det aldrig, men historien fungerer, er en fornøjelse at se, og så er et budskab om, at dialog løser problemer bedre end vold, overraskende sjældent i filmverdenen.