Meget bliver efterladt til seeren, for der er ingen tvivl om, at der er mere på spil, end man umiddelbart går og tror. På overfladen er Thelma en temmelig lige til film. Det er en coming-of-age historie om den unge kvinde Thelma, der flytte hjemmefra for første gang, da hun begynder på biologistudiet. Her bliver hendes kristne opvækst sat på prøve, hovedsageligt af hendes forældre, der konstant beder hende om at rapportere tilbage. Ind til videre lyder det ikke som noget ud over det sædvanlige, men Thelma lider af en psykisk sygdom, der er i stand til at gøre hendes drømme til virkeligheden.

Hvis man bare ser filmen helt overfladisk, så er den ikke noget særligt. Hver eneste gang Thelma bliver følelsesmæssigt presset, får hun ukontrollerbare anfald, der vender op og ned på virkeligheden, og det er i meget grove træk det, der sker i løbet af filmen. Men der er bare så meget andet, der lurer under overfladen.

Hele forholdet mellem far og datter skriger på ødipuskompleks. Hver eneste scene er fuld af symbolik, og gåsehudstesten blev bestået mere end en håndfuld gange. Jeg læser historien som en kvinde, der forsøger at slippe væk fra forældre, der misbruger hende og gør hende føjelig. Men det bedste ved det hele er, at det er fuldstændigt op til den enkelte tilskuer, hvordan man forstår budskabet mellem linjerne.

Det største problem er i virkeligheden, at jeg sagtens kunne have brugt en halv time mere i selskab med Thelma.