Vi følger gallerilederen Christian, her spillet eminent af Claes Bang, der en dag på vej til arbejde bliver bestjålet og mister både hans pung, mobil og manchetknapper, som han har arvet fra sin farfar. Dette tilfældige sammenstød sætter dog som en dominoeffekt gang i en masse omvæltninger i hans liv.

Dette er nok det tætteste man kommer på en tydelig rød tråd i dette overraskende og ualmindelig begavet stykke filmkunst. En af disse positive overraskelser er, at Claes Bang er så ufattelig autentisk og fremragende i rollen som den intellektuelle, men ikke alt for selvbevidste Christian. Efter alle sæsonerne i Anna Pihl troede jeg slet ikke, at det var muligt, men jeg ville ikke blive spor forbavset, hvis Bang pludselig begynder at dukke op i de store udenlandske produktioner og vandt internationale priser for hans præstation her.

Filmens anden positive overraskelse er, at vi her har med en oprigtig begavet film år gøre. Her tænker jeg ikke på, det uigennemskuelig hos en David Lynch eller Tarkovsky, eller det prætentiøse hos Winding Refn. Nej, her er der tale om en film, der tør udforske et hav af sociale normer og politiske overbevisninger, og slipper afsted med at gøre det forståeligt, men intellektuelt, og humoristisk, men også tragisk. Scenerne er også så uforudsigelige og helt igennem fantastisk spillet, filmet og kreativt orkestreret, at jeg ikke kunne vente med at se, hvordan instruktør Ruben Östlund i den næste scene drillede med publikums forventninger.

Det ville være lidt sørgeligt, hvis jeg allerede har set den bedste film på festivalen, den allerførste dag, men det kan meget vel være tilfældet her.