Der findes måske ikke nogen andre auteur i dag, som er bedre til at skabe idiosynkratiske universer, end Guillermo Del Toro. Hans seneste film er The Shape of Water, og det er lige så dejligt påfaldende, som man kunne have ønsket sig – næsten da. Vi befinder os i en mærkværdig udgave af 1960’erne, hvor en stum rengøringsdame, spillet af Sally Hawkins, giver den hele armen. Hun arbejder for et hemmeligt undergrundslaboratium, hvor hun en dag finder et mystisk vandmonster, der bliver holdt fanget – og det er kærlighed ved første blik.

Med sidder lidt tilbage med samme indtryk som Del Toros forrige film Crimson Peak, hvor man ikke kan gøre andet end at beundre hans evne til at skabe verdener (til voksne), men af en eller anden grund, så vælger han nok en gang at fortælle en besynderlig lille historie. Der er ikke synderlig meget kød på, og i sidste ende fremstår det hele mest af alt som en drøm. De fem hovedspillere får alle en forhistorie og er velspillede, men det er nu Michael Shannon, der er medrivende som en sikkerhedschef, der i mere end en forstand er rådden. Effekterne er gode, og kulisserne magiske, men det hele føles alligevel underligt langtrukkent, til trods for en spilletid på to timer. Og som en flygtig drøm, så er den mindre bemærkelsesværdig, jo længere tid, der går.