Når man har at gøre med historien om personen, der finder på historien, så er der tale om en meget reflekterende forfatter. Her er det lysende eksempel Orkidé-tyven, der gav ny mening til ordet meta.

I denne ombæring følger vi dog en af verdens mindst opfindsomme mennesker – revisoren. Álvaro hedder han, og selvom han bliver hånet af sin skrivelærer for ikke at kunne skrive tilnærmelsesvist autentisk, så går han alligevel og drømmer om at være en forfatter ”der skriver om sandheden”. Det kan han dog ikke finde ud af, så i stedet begynder han at optage skænderierne fra naboparret, og pludselig har han en sandhed. Álvaro er dog så fantasiløs, at han begynder at skabe drama i hele opgangen, for bagefter at skrive det ned, som var det fiktion.

Det er spansk voyeurisme, når det er allermest absurd. For det er virkelig en hel film, og en talentløs mand, der gerne vil skrive en roman. Det er en spøjs idé, men heller ikke mere. Spørgsmålet om man kommer til at kunne lide filmen, afhænger fuldstændig af, om man synes det er interessant at følge en historie, der bare lever sit eget liv, for man skal ikke forvente nogen klar morale, grin eller intellektuelt stimulerende øjeblikke.