Med James Francos seneste film, som han også har instrueret, er vi så langt væk fra hans tidligere finkulturelle og prætentiøse film, som man overhovedet kan være. Her er plottet nemlig baseret på historien om, hvordan verdens mest famøse dårlige film, The Room, blev skabt. Franco spiller selv rollen som idémanden Tommy Wiseau, og med hjælp af tilsyneladende alle hans venner i Hollywood, fører han os bag kameraet og genskaber flere sekvenser fra den rigtige “The Room” – og alt er bare blevet endnu mere grinagtige.

Jeg havde egentlig forberedt en lang række modargumenter for at pille filmen fra hinanden, fordi jeg ikke ville synes godt om en komedie med Seth Rogen og co. Det var eksempelvis, at vi aldrig kommer i nærheden af at afdække, hvem Tommy Wiseau egentlig, fordi filmen ganske enkelt ikke er interesseret i det. Eller James Francos bror, Dave Franco, der meget usædvanligt deler hovedrolletjansen mellem dem, går rundt med måske det værste plastiklignende skæg jeg længe har set.

Intet af dette har dog nogen betydning, når man to dage senere stadigvæk griner ukontrollerbart, bare ved tanken om nogen af scenerne. Jeg græd – bogstaveligt talt – flere gange af grin undervejs af absurde situationer, som det ville være synd at afsløre i en anmeldelse. James Franco leverer også en umådelig god efterligning af den besynderlige Tommy Wiseau. Det er alt lige fra hans udefinerbare accent, til hans usammenhængende adfærd.

Nu lyder det måske som om Franco hænger Wiseau ud til tørre, men alt bliver gjort med en enorm stor kærlighed til The Room, hvilket man kunne se til verdenspremieren, hvor både Franco og Wiseau dukkede op i matchende outfits.

Meget kan man altså sige, men når en film får en til at græde af grin flere gange, så er det umuligt ikke at anbefale den til folk, som vil have et godt grin.