I Armando Iannuccis nyeste film, får vi serveret en absurd komedie, der er baseret på virkelighedens magtspil i Rusland efter Stalins død. Det lyder måske fuldstændig uempatiske, for der er selvfølgelig ikke meget at grine af, når det kommer til det det hemmelige politi, Stalins dødsliste, eller mishandlingen af lokalbefolkningen. Hvad, der dog er utrolig grinagtigt er, hvordan en gruppe ynkelige mænd kæmper et patetisk politisk spil med hinanden. Ianucci forsøger altså og skjule rædslerne fra det totalitære styre, men i stedet at underminere hele styret ved at vise, hvor latterlige mændene med magt egentlig er.

Tonen er meget i stil med Armandu Ianuccis “Thick of it” og “Veep”, her er skuespillerne bare bedre. Særligt Steve Buscemi som det rationelle medlem af topledelsen og en energisk Michael Palin, som medløberen over dem alle. En ting, der dog virkelig stikker ud er, at alle taler engelsk. Her mener jeg ikke bare sproget, men at de taler distraherende meget britisk engelsk. Det kan godt være, at Ianucci ikke bryder sig om, at skuespillerne taler gebrokkent engelsk, men kunne de i det mindste ikke have skruet lidt ned for dialekterne?

Det er en film, der i sidste ende gør mere end blot at underholde, men så hellere ikke så meget mere. For hvis jeg til slut skal være brutalt ærlig, så tror jeg ikke der er særligt mange, som vil huske filmen to uger efter de har set den. Æstetisk minder det om en tv-serie, og det hele er så meget båret af dialogen, at det ikke gør nogen forskel om ser den der hjemme eller i biografmørket.