Der havde været meget negativ omtale af filmen inden, så jeg vidste slet ikke, hvad jeg skulle forvente. Derfor blev jeg virkelig positivt overrasket over, hvor visuelt stimulerende og eventyrligt filmen flyver af sted. Selve historien lyder på papiret sindssygt kedeligt. Vi følger konkurrencen mellem Thomas Edison og George Westinghouse, der kæmper om at leverer elektricitet til lys og maskiner som de første i verden.

Denne historie er dog underordnet for Alfonso Gomez-Rejon, der sidst stod bag Me, and Earl and the Dying Girl, er mest af alt interesseret i det visuelle. Der er ikke et eneste kedeligt billede i filmen. Ikke noget sted er dette mere tydeligt end i starten, hvor vi skal igennem de klassiske etablerende scener, hvor vi bliver præsenteret for vores to hovedspillere. I ni ud af ti tilfælde ville sådan en scene havde været gudsjammerlig kedelig, men i Gomez-Rejon og fotograf Chung-hoon Chungs hænder bliver selv den mest kedsommelige scene på papiret leveret med så stort visuelt overskud, at det føles som et eventyr.

Visse elementer er selvfølgelig mere vanlige. Benedict Cumberbatch spiller nok engang en bedrevidende narcissist, og det føles ikke altid som om historien skrider helt naturligt frem. Michael Shannon er også blevet fejlcastet som den pletfri Westinghouse, for hvis der er en ting, som Shannon ikke er i en film, så er det uskyldig.

Alt er dog så medrivende og eventyrligt, at det hele går op i en højere enhed til sidst, og at jeg glædeligt æder det hele op med et stort smil på læberne. Og selv hvis ikke du føler det samme som mig, så er det uden tvivl en af de film, der kommer til at vinde priser for kameraarbejdet senere på året.