Dan Gilroy leger med en tankevækkende idé. Hvad nu, hvis du var en jurist, der kendte loven ud og ind. Ville du så forsøge at lappe hullerne og gøre den retfærdig, selvom alle vil kæmpe imod dig? Svarer du ja, så er du her i filmen titelrollen, spillet af Denzel Washington. Israel er en sær snegl, hvis partner i advokatfirmaet har holdt ham i baggrunden, fordi han har lettere autistiske tendenser. Nu er partneren dog blevet dødelig syg, hvorpå den mere glatte konkurrent, spillet af Colin Farrell, træder ind på scenen og virkelig rykker op og ned på det hele.
Med sådan et anderledes anslag og på baggrund af Gilroys forrige film Nightcrawler, forestiller man sig med det samme, hvordan det kommer til at blive en nervepirrende thriller, hvor de to kamphaner skal finde hinanden på midten, og kæmpe retfærdighedens sag, alt imens der underholdende bliver sat fokus på, hvor rådden grundsøjlen af menneskerettighederne er – men sådan bliver det aldrig. I stedet tager man sig selv i at kigge på sit ur, halvanden time inde i spilletiden, og undre sig over, hvornår der egentlig begynder at ske noget?
Filmen bruger alverdens tid på at vise, hvor god en skuespiller Denzel Washington er (hvilket helt sikkert ikke har noget med Washingtons dobbeltrolle som producer at gøre). Vi tilbringer bogstaveligt talt 20 minutter på at sidde og se Israel tage en tur til stranden, da han er ved at miste sit job, og når han vender tilbage på kontoret er problemerne løst af sig selv. Når ikke filmen viser hvor god Washington er til at spille autist, så bliver der bogstaveligt talt skruet op for baggrundsmusikken, så vi kan se et hav af retro musikmontager, selvom historien udspiller sig i nutiden. Bedre bliver det hellere ikke af, at alle scenerne mellem Washington og Farrell er uden nogen spænding, fordi det virker som om alle scenerne, hvor de har skændtes er blevet klippet ud.
Det står faktisk så galt til, at da vi endelig vender tilbage til den tankevækkende idé til allersidst, så sker det mens rulleteksterne kører. Jeg kan holde til meget, men når en film forsøger at sælge sig selv som en saga om prisen for at være idealist, men i stedet er kedelig, usammenhængende og slutter af med uironisk at give fingeren til det publikum, som har dedikeret to timer af deres liv, så kan jeg på ingen måde anbefale den.
