Når man møder Susanna White, instruktøren bag Woman Walks Ahead, så står det meget hurtigt klar, at hun er en kvinde med en mission. Hun ville nok aldrig selv sige det direkte, men der er ingen tvivl om, at hun gerne ændre verden gennem hendes film.
Denne gang er det udmundet i en film, der portrætterer begivenhederne, som ledte op til massakren ved Wounded Knee. Det er en historie om minoriteter set fra minoriteternes perspektiv. Processen der udmundede sig i denne vinklede startede allerede, da White var meget unge:
– Jeg voksede op i London og så altid westerns i fjernsynet. Det var et eller andet ved stilen og det mytiske ved fortællingerne, der virkelig dragende mig mod genren. Efterhånden som jeg blev voksen, begyndte jeg også at føle mig frakoblet, fordi det på mange måder var en mandeverden og en voldelig verden, hvor volden ikke havde nogen konsekvenser.
I virkeligheden så ledte jeg efter et kærlighedsepos, lidt ligesom Den engelske patient. Min agent gav mig dette manuskript af Steven Knight, som er en kærlighedshistorie, selvom den egentlig ikke er det. Det handler om to mennesker uden nogen stemme, der finder og hjælper hinanden. På den måde er den en ”anti”-western, eller i hvert fald en alternativ-western.
Du har landskabet og stilen, men også to stemmer som vi sjældent hører.
Netop landskab er også noget, der er blevet tænkt i, da de optog filmen – sådan da:
– Jeg valgte det for at give landskabet en tilstedeværelse… Men der er nok også budgetårsager. Vi endte med at lave filmen for halvdelen af det budget vi startede med. Jeg optog filmen på 31 dage, for næsten ingen penge, så det er måske en mere praktisk forklaring.
White er dog også meget bevidst om, at som en kvindelige instruktør skiller sig ud fra normalen. Så da samtalen unægtelig glider over i ligestilling og feminisme, har hun også klare visioner for filmindustrien:
– Jeg tror kun det kan være godt, hvis instruktører er så forskellige som muligt, fordi 50% af publikum er kvinder. Historisk set er film blevet fortalt af en meget lille gruppe mænd, og jeg synes vi [som industri] bør repræsentere det samfund vi lever i. Her taler jeg ikke blot om køn, men også etnisk og kulturelt.
Film er et utrolig kraftfuldt værktøj, og jeg tror de har en enorm effekt på folks opvækst. Da Hunger Games var på sit højeste, steg antallet af kvindelige medlemmer i bueskytteklubber enormt i USA, fordi [Jennifer Lawrence] var en rollemodel. På samme måde, hvis var har andre kulturelle figurer på skærmen, vil de skabe rollemodeller for andre.
Da samtalen overraskende hurtigt drager mod sin ende, fik jeg dog lov til at spørge Susanna White ind til, hvad håber publikum vil tage med sig efter filmen er slut:
– Jeg håber filmen vil afstedkomme en debat. Få folk til at tænke over deres historie og behandlingen af de indfødte [i USA]… Undervejs i filmen siger Sitting Bull [spillet af Michael Greyeyes]: ’Vi bruger alle dele af bøflen. Der er ligge præcis nok hjerne til at vende skindet. Intet går til spilde.’ [Indianerne] var beskyttere af naturen, og det er et interessant budskab midt i klimaforandringer.
Der er også det større tema med hensyn til ejerskab. Sitting Bull siger: ’Hvis du ejer jorden, ejer du så også skyerne?’. Ligesom [Sitting Bull] hellere ikke kan lide New York, fordi samfundet der værdsætter folk for hvor meget de har, mens hans samfund værdsætter folk for, hvor meget de giver væk. Det stiller spørgsmålstegn ved materialisme og giver et andet perspektiv på livet.
Vores sprogkonsulent, Ben Blackburn, græd da filmen var slut, fordi vi viste noget som de ikke lærer i skolen. Hans folk, Lakota-stammen, lærer intet om deres egen historie. Måske kan vi lære noget af vores historie?
Det er også mødet mellem to mennesker og to kulturer, der finder sammen, hvilket jeg anser for meget håbefuldt midt i disse tider.
