Her i løbet af TIFF fik vi lov til at mødes med Sadaf Foroughi og tale om hendes seneste film ”AVA”.

Historien handler om en iransk pige, der bryder normerne. Ikke meget, men blot en smule, hvilket skaber kæmpe problemer for alle omkring hende:

Det minder meget om min egen ungdom, men inderst inde er det en historie om en familie. Jeg stillede mig selv spørgsmålet: ”Hvordan kan man skabe forandringer i ens liv?”. Jeg tror, at den eneste måde man kan skabe forandring på er gennem familien. Og de til, der sker i overgangsalderen kommer til at påvirke en resten af livet, så ja, der er en del af min egen ungdom i filmen.

Nu lyder det måske som om filmen er autobiografisk, men Foroughi lagde stor vægt på, at det ikke var tilfældet:

Jeg valgte ikke historien, den valgte mig. Da jeg ville skrive min første film, havde jeg nogle historier i hovedet, og da jeg faldt over denne historie, var der noget ved den, som gav mig en følelse af, at jeg måtte fortælle den. Så det er virkelig historien, der valgte mig.

Filmen gør brug af meget lange indstillinger, hvilket lægger et enormt pres på skuespillerne. Det er dog ikke gjort i et forsøg på at presse skuespillerne, men for at gøre det så autentisk som muligt:

Jeg forsøger at fortælle en universel historie. Jeg vil ikke putte folk ned i kasser på baggrund af deres klasse, kultur osv. Så det var meget vigtigt for mig, fordi der er kønsdiskrimination over hele verden. I Iran er det måske anderledes, men det er det samme problem over det hele.

Jeg ville ikke klippe, klippe og klippe. Jeg ville ikke ødelægge momentum i nogen af scenerne, så jeg har virkelig tænkt over hver eneste cut i filmen. Vi forberedte og øvede en hel del inden optagelserne. Vi havde kun 18 dage til at filme det hele. Jeg faktisk ikke rigtig nogen penge, så det hele var nøje planlagt. Der også lang tid før jeg fandt en producer, så i al den tid kunne jeg forberede alle optagelserne, så meget som muligt.

Som du nok har lagt mærke til mellem linjerne, så var det en meget svær proces at få filmen lavet:

Jeg havde gået med den her film for mig selv meget længe. Der var ikke nogen penge til projektet, så jeg kunne bare bruge lige så lang tid jeg ville på at planlægge det hele, finde kulisserne osv. Men en dag lå det hele faktisk klart, og jeg havde planlagt alt, jeg manglede bare pengene. Så jeg og min kollega rejste til Iran for at bede om tilladelse til at optage filmen, hvilket tog halvandet år. Til at starte accepterede de ikke manuskriptet, og optagelserne. Men efter flere revidereringer accepterede de til sidst manuskriptet.

Når det så kommer til publikum, er ønskerne til gengæld meget beskedne:

Jeg ved godt, at jeg kræver meget af mit publikum, fordi jeg gerne vil have processen til at være en interaktion. Det skulle ikke være sådan, at folk bare ser det og tænker, at det kun er min familie. Det skal gerne være sådan, at de kan identificere sig med handlingen. Men det eneste jeg håber publikum tager med sig er, at de kan lide den, fordi jeg har lavet den til dem.