Under årets udgave af tiff, fik jeg som en af de heldige lov til at mødes med Jessica Chastain og Michael Greyeyes i anledningen af verdenspremieren på deres nye film, Woman Walks Ahead. Forholdene var måske mindre ideelle, da de kun stillede op til et roundtable interview, hvor seks forskellige journalister udspørger dem på samme tid. Til trods for dette fik vi dog en meget interessant samtale, om den vanskelige produktion, hvad en periodefilm betyder for dem, og ikke mindst deres kamp for ligestilling i branchen.

Det første samtalen dog starter med er, hvor overvældende det har været at vise filmen under filmfestivalen, efter alle prøvelserne undervejs:

Greyeyes: Det har været utroligt tilfredsstillende [at visse filmen under tiff]. Jeg er canadier og fra Toronto er min hjemby. Så i baghovedet, mens vi lavede filmen, gik jeg og tænkte, at det ville være fantastisk, hvis vores lille film kunne få premiere på en festival som tiff.

Chastain: Vi lavede filmen for meget få penge. Vi var bare nødt til at tage imod det, som fik på dagen. Eksempelvis i scenen hvor Sitting Bull og Catherine Weldon mødes, så blæste det helt vildt. Der var tordenvejr, som gjorde, at vi var nødt til at stoppe, når det kom for tæt på. Alt hvad du ser på skærmen, alt det magiske, var ikke noget vi havde planlagt, selvom jeg ville ønske vi havde.

I Woman Walks Ahead består de fleste scener af samspillet mellem Greyeyes og Chastain. Der er ikke nogen vilde actionsekvenser eller overdådige kulisser til at distrahere fra det mellemmenneskelige drama. Derfor har der været arbejdet virkelige meget med at forsøge og skabe en autenticitet i de ting, som man faktisk ser på lærred:

Greyeyes: Landskabet er en karakter i sig selv. Susanna [White] giver plads til den slags. Når jeg tænker på New Mexico, så tænker jeg på stilheden og de åbne vidder. Hvis man bare kan finde fem minutter i ens liv og sætter sig sådan et sted, så vil man kende til frihed. Der er ikke noget lignende på denne jord. Jeg er overbevist om, at det har en effekt på filmskabelsen.

Chastain: Jeg er helt enig. Noget af det jeg gjorde var, at i starten fortalte jeg Susanna [White], at jeg gerne ville spille rollen uden noget makeup. Og så kiggede hun bare på mig og spurgte, om jeg virkelig mente det? Så svarede jeg: ’Ja, det gør jeg.’ For det føles mere autentisk til historien.

Man kommer dog ikke uden om, at filmen er en western. Og med den genre følger, at historierne udspiller sig i en helt anden tid. For Michael Greyeyes er genrebetydningen dog åbenlys:

Grey: Periodefilmen er den perfekte undskyldning for at tale om det, som er vigtigt for dig i dag.

Chastain: Ja.

Greyeyes: Jeg tænker på forholdet mellem dem. Catherine ville blive betragtet som liberal. Sitting Bull ville være konservativ.

Chastain: Traditionalist.

Greyeyes: Absolut, en traditionalist. Denne film handler om et kærligt forhold mellem to mennesker, som ikke kunne være mere forskellige. Jeg tænker på denne historie som en, vi har brug for i dag, men den udspiller sig bare for 100 år siden. For mig afspejler det sig i mange af filmens temaer. Hvad vil det sige at lytte til hinanden, hvad vil disse gøre for at forstå hinanden?

Mange af de andre journalister var, til ingens overraskelse, meget interesseret i Jessica Chastain. De fleste af deres spørgsmål fokuserede dog ikke på selve filmen, men handlede i stedet om hende selv. For det er åbenbart stadig opsigtsvækkende, hvis en skuespiller har en sag de brænder for og gerne vil ud med gennem deres profession.

Heldigvis for dem, havde Chastain intet problem med at besvare netop spørgsmålet om, hvorfor hun gerne vil kæmpe for at andre skal blive behandlet ordentligt:

Chastain: Mine forældre har altid støttet mig. Vi havde ikke særlig mange penge, da jeg voksede op, så der har aldrig været den opfattelse, at man skulle blive læge og tjene en masse for at kunne være lykkelig. Så da jeg sagde, at jeg gerne ville være skuespiller, så sagde de bare: ’Great! Selv hvis du ender fattig, vil du have det godt.’

Jeg tror, at jeg begyndte at sige min mening, da jeg opdagede uretfærdigheder omkring mig. Jeg vidste selvfølgelig godt, at det fandt sted tidligere i min karriere. Men som skuespiller er man i starten bange for at sige noget, fordi man ikke vil blive opfattet som besværlig, eller vil skabe dårlig stemning, fordi man er så ivrig efter at få et job. Med tiden oplevede jeg dog, at andre blev behandlet på samme måde, og så fandt jeg det ikke svært at sige min mening.

Måske skyldes det, at jeg er så mæt, tilfreds og opfyldt i mit arbejde, men det er ikke længere den næring, der driver mig. Jeg har andre ting i mit liv. Hvis folk ikke vil ansætte mig, fordi jeg går ind for ligestilling og mangfoldighed, har jeg det fint med ikke at arbejde med dem. Når jeg ikke er optaget af den slags, så føler jeg mig fri til at være autentisk. Det betyder ikke, at jeg er uinteresseret i andre mennesker, men at jeg ikke gider deltage i et falsk spil.

Med to personer, der så åbenhjertet kæmper for ligestilling og retfærdighed gennem deres profession, så kom det heller ikke som nogen overraskelse, at samtalen unægteligt ledte over mod mangfoldighed. I dette tilfælde endte vi med at tale om kønskvoter:

Chastain: Jeg går fuldstændig ind for [kønskvoter]. Jeg vil have film med Michael Greyeyes. Jeg vil have film med asiatisk-amerikanske skuespillere. Jeg vil have en film lavet af en indfødt kvinde.

Greyeyes: Argumentet er selvfølgelig, at det er en forretning. Den skaber levebrødet for en masse mennesker. Hvad der altid mangler i samtalen er spørgsmålet om, hvem der indtager dette medie? Folk, der ser film, er ualmindeligt forskelligartede, og som en indfødt mand, ser jeg ikke mig selv repræsenteret på lærred. På et tidspunkt, så træffer jeg bare økonomiske beslutninger og vælger ikke at tage ind i biografen, fordi intet siger mig noget. Jeg vil gerne se noget nyt og frisk. Da Wonder Woman udkom og eksploderede tænkte jeg, at det økonomiske argument er klokkeklart. Alsidige historier tiltrækker nye mennesker til denne industri, som vi alle elsker. Jeg har Netflix, men jeg gider ikke sidde derhjemme og se den ene serie efter den anden. Der er noget utroligt menneskeligt over at samle sig ét sted og dele en oplevelse.

Kvoter kan måske virke kunstige i starten, men de hjælper os på langt sigt.

Til slut blev Jessica Chastain spurgt ind til om hun, nu hvor hun bor i Spanien på deltid, så ville arbejde sammen med Pedro Almodovar – og det var ikke et spørgsmål, der skulle stilles to gange:

Chastain: Alle bliver ved med at spørge mig, og mit svar er: ’Ja, tak!’. Jeg tror folk bliver nødt til at spørge Pedro.