Jeg vil så gerne sige en masse positivt om filmen, for det er tydeligt, at filmskaberne har hjertet på rette sted – så det vil jeg lægge ud med at gøre.

Diane Kruger giver den hele armen som en kvinde, der mister både barn og mand, da en hjemmelavet bombe sprænger i luften lige ude foran deres forretning. Historien er inspireret af en række terrorangreb gennem de seneste år, begået af nynazister, med det eneste formål at myrde folk med ikke-tyske rødder. Det er en historie, der ikke fylder særligt meget i medierne, og denne personlige fortælling, hvor en almindelig kvinde mister alt hun holder af, kunne have været meget kraftfuld – i de rigtige hænder.

For selvom Diane Kruger føler det bedste hun har lært, og kameramanden har optaget flere intense scener med en “splitfokus” linse, og at musikken er tilpas nervepirrende, så ender det hele med at blive en tand for latterligt. Der er ingen grænser for, hvor galt det kan gå efterfølgende, eller hvor meget selvmedlidenhed Krugers karakter har, og historien ender også med at blive trukket så meget i langdrag, at man til sidst ikke kan tage det seriøst mere.

Man behøver egentlig ikke at skrevet andet end, at publikum, der næsten altid klapper efter forestillingen her i Toronto, alle forlod salen inden filmen var færdig med at rulle henover skærmen. Og for mit vedkommende, så havde jeg næsten glemt filmen efter jeg havde set den. Og der findes nok ikke nogen værre kritik, end ved at glemme en film.