Tonya Hardings tragiske liv bliver i Craig Gillespies udgave gjort til en komedie. Scenerne af hendes mishandling først fra moren og sidenhen hendes mand bliver fuldstændig smagløst gjort til komiske øjeblikke. Jeg havde ellers aldrig troet, at hustruvold kunne gøres til en komedie, men det er det her. Det gør, at da vi når til den sidste halve time af filmen, hvor instruktøren pludselig har besluttet, at sidste akt skal være et drama, så passer tingene slet ikke sammen. Du kan ikke både gøre grin med folk, der er vokset i fattigdom for at være dumme, og så bagefter slynge om sig med lommefilosofi, i et forsøg på at skabe en intensitet, som ikke er til stede. Alle skøjtescenerne er også distraherende computeranimeret. De har tydeligvis også haft for mange penge, hvis de har valgt at klistre Margot Robbies ansigt på en digital skøjteløber, i stedet for at være kreativ med kameravinkler, eller dokumentaroptagelser.

Det mest utrolige er dog, at filmen næsten slipper afsted med alle disse åbenlyse mangler, alene i form af skuespillerne. Allison Janney er fantastisk som vel nok den værste mor på Jorden, Sebastian Stan formår virkelig at finde det humoristiske ved eksmanden Jeffs adfærd, og Margot Robbie passer perfekt ind i rollen som en ”fucked-up, white trash” pige, der ikke har styr på noget andet end at stå på skøjter. Der er også en legende facon over, hvordan personerne selv udlægger deres perspektiv i akavede interviews fra nutiden. Så de fleste vil nok finde det en underholdende biografoplevelse – det gjorde publikum i Toronto i hvert fald – men den sidder unægtelig malplaceret mellem to stole.