Ben Stiller har en midtvejskrise i dette lille drama om en far, der tager sin søn med til Harvard i håbet om, at de vil optage sønnen til næste semester. Selve rejsen er underordnet, for som en strøm af tanker, bliver begivenhederne subjektivt udlagt af Stillers karakter, der leverer mere i hans fantasi end i virkeligheden. Han og familien har aldrig manglet noget, men alligevel føler han nu, hvor han nærmer sig de 50, at han aldrig opnåede lige så meget succes som hans klassekammerater, eller har fået nok ud af sit liv.

Det er uden tvivl ”First World problems: The Movie”, hvilket der heller ikke bliver lagt skjul på, da Stiller får fortalt, at han har mere end de fleste, og at han aldrig har kendt en fattig person, eller skulle sulte en eneste dag i sit liv. For det fleste er det nok samme reaktion de har over filmen helt overordnet, men af en eller anden grund, så kunne jeg godt sætte mig i Stillers sted. Hvad det siger om mig, ved jeg til gengæld ikke. Hans problemer er ikke uoverkommelige, men ligesom for så mange andre, så fylder deres problemer meget i tilværelsen, uagtet om de er objektive problemer eller ej.

Filmen har en charme, som balancerer mellem det komiske og tragiske, i takt med Stillers tanker og den improviserende musik. Der er flere sjove momenter, og forholdet mellem far og søn er beundringsværdigt uglamourøst. Spilletiden er også lige under halvanden time, så intet bliver trukket i langdrag. Filmen er en påmindelse om at være mere selvbevidst, men så heller ikke mere.