Det er hårdt at være kvinde i Iran, det tør jeg godt postulere selvom jeg ikke selv er kvinde. Jeg er dog vokset op med en meget tydelig iransk halvdel i mit liv, så jeg kender kulturel på både godt og ondt.

I Sadaf Foroughis instruktørdebut lægger hun dog vægt på de negative sider af at være iransk kvinde, selvom hun nok aldrig selv ville sige det. For den unge Ava udmunder det sig ved, at alle menneskerne omkring hende, hvilket hovedsageligt er andre kvinder, på alle måder er både usympatiske og uempatiske. Ava er en helt almindelig ung pige, der bare er en smule rebelsk, hvilket betyder, at hun skal blive ydmyget og truet af alle de voksne, i et forsøg på at sætte hende på plads.

Mange af situationerne føles virkelig tæt på virkeligheden, og det er virkeligt tragisk og hjerteskærende, hvordan stoltheden og traditionerne er med til at gøre livet surt for alle. De fleste scener består af meget lange optagelser, særligt i starten af filmen. Denne teknik kræver meget af publikum, og det er temmelig ujævnt her. Nogle gange er det med til at højne intensiteten, fordi man ikke kan ånde som seer, mens andre gange er det ganske enkelt spildtid, som da vi eksempelvis skal se Ava binde snørebånd overraskende mange gange.

Skuespillerne er meget gode, og man tror på dem som mennesker. Det er meget et teaterstykke, og der er aldrig rigtigt flow i filmen, men når scenerne virker, så sidder alle i biografen, uanset køn, alder og etnicitet, og bliver fuldstændigt revet med.