Vi har her at gøre med en af de lidt mindre historier, der eksisterer i og omkring 2. verdenskrig. Denne gang handler det ikke direkte så meget jødeforfølgelserne, men mere om kejser Wilhelm, der efter der tyske nederlag i 1. verdenskrig måtte abdicere og stikke af til Holland, hvor han levede i eksil. Da filmen går i gang befinder vi os dog lige inden starten på 2. verdenskrig, hvor kejseren og hans kone stadig drømmer sig tilbage til monarkiet.

Christopher Plummer er bare god som altid i rollen som den abdicerede tyske kejser, der stadig drømmer om hans fordums tid, dengang han var ved at vinde krigen, hvis ikke det havde været for hans inkompetente underordnede. Han er extravagant og meget smålig, så der skal ikke meget til at fornærme ham, men samtidig kan man hele tiden mærke, at han aldrig er i nærheden af at være så modbydelig som nazisterne. En af de bedste scener er også mødet mellem Wilhelm og Himmler, hvor der bliver slået en streg i sandet. Havde det været en film om dette møde, så ville det også have været en meget interessant skildring af forskellene imellem 1. og 2. verdenskrig. Problemet er bare, at Franz ikke er hovedkarakteren og, at det slet ikke er en ligeså spændende historie, der bliver fortalt.

I stedet er det endnu en kærlighedshistorie, der løber med opmærksomheden. I dette tilfælde er det mellem en tysk kaptajn og en hollandsk jøde. Så meget tid bliver dedikeret til denne non-verbale romance, der aldrig fungerer, fordi der ikke er nogen kemi mellem Jai Courtney og Lily James.

Så alt i alt, en langsom og rolig film med en interessant historie om forskellene i den tyske krigsmentalitet, der desværre bliver overskygget af en meget mere konventionel kærlighedshistorie.