Det her må nok være den dårligste film, jeg har set i løbet af filmfestivalen og forhåbentlig forbliver det også sådan. Denne russiske film handler om duellanter tilbage i en virkelighed, der aldrig har eksisteret, hvor adelsmænd kan udfordre hinanden til en skudduel, hvis de føler sig krænket, og hvor vinderen får genoprettet sin ære. Det betyder så, at adelsmænd åbenbart hele tiden udfordrer hinanden, hvoraf vi følger én med en blakket fortid.

Spændende og medrivende er det ikke ligefrem, bare at se folk skyde hinanden gentagende gange. Det er ikke engang interessant, fordi det med det samme etableres, at hovedkarakteren ikke kan blive slået ihjel af en kugle – grundet magi, eller en anden ligeså torskedum begrundelse.
Der er så lidt historie, og så mange “seje øjeblikke”, at jeg ærligt talt blev i tvivl om, om det overhovedet var en film, og ikke bare en lang række smagløse voldsscener slynget sammen.

Men ærligt talt, så tror jeg, at  filmen aldrig nogensinde havde stået en chance for at blive en god IMAX-oplevelse. For selv hvis man ser bort fra de dårlige skuespillere, det rædselsfulde manuskript og de enorme mængder penge, der bare er blevet ødslet væk på denne produktion, så er filmen også simultantolket. Det vil sige, at hver eneste gang en person ikke taler russisk, så bliver de overdøvet af en mægtig stemme fra oven, der ødelægger enhver rytme, som eventuelt kunne været opstået.

Meget godt er der altså ikke at sige, og rædselsfuld det er den.