I Nocturnal Animals følger vi den deprimerede og nedtrykte Amy Adams, der lever en ulykkelig tilværelse sammen med sin mand, der hellere på forretningsrejser, end at tale med sin kone. Midt i dette triste liv modtager hun en bog fra hendes eksmand, der hedder ”Nocturnal Animals”, og da hun en ensom aften sætter sig ned og læser manuskriptet om en mand, der ganske vidst ligner hendes eks, men som bliver udsat for så forfærdelig mange horrible ting, begynder virkeligheden og fantasien langsomt at glide ind over hinanden.

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at det er en intellektuel film. Filmen er hovedsagelig en dekonstruktion af den illusion vi alle accepterer, når vi sidder og ser film, men jeg kan ikke understrege nok, at det i dette tilfælde faktisk er på sin plads. Der er måske enkelte prætentiøse passager, men ellers er den historie med masser af kød på i både over-, under- og grundteksten, hvis man da kan kalde den det. Historien i bogen er vild, brutal og følelsesmæssig ødelæggende, og når Tom Ford så samtidig lægger en mere realistisk og tragisk fortælling oven på, gør det bare oplevelsen endnu mere knusende.

Efter at have set både denne og Arrival, kunne man næsten fristes til at tro, at alle gode film i år har Amy Adams i hovedrollen, og det kan måske også meget vel være tilfældet. Men her er det ligeså meget Jake Gyllenhaal, der bærer filmen på sine skuldre. Han gør det ganske vidst lidt mere i baggrunden, så man ikke lægger mærke til det, men han er uden tvivl den største oplevelse sæt fra et skuespilsperspektiv.

Så i sidste ende står man med en smart dekonstruktion af den filmiske narrative struktur, fremragende skuespilspræstationer, masser af sort humor og en historie, der kan få selv et meget uhøfligt amerikansk publikum til at blive betaget.