“Maudie” er uden tvivl denne festivals største omgang Oscar-bait. Hvis vi bare hurtigt går igennem tjeklisten, så er det en sand biografisk historie, hovedkarakteren lider af en fysisk og meget tydelig lidelse, i dette tilfælde leddegigt, og alt er centreret om en håndgribelig kærlighedshistorie, i stedet for at fortælle en troværdig, men nuanceret historie fra virkeligheden.

Sally Hawkins er meget imponerende som maleren, der lider af leddegigt, og som ingen holder af, men det er ikke så meget et menneske hun spiller, som det er en efterligning af den virkelige person. På samme måde som Eddie Redmayne for et par siden, var en perfekt imitation af Stephen Hawking, så er det uden tvivl både en utrolig svær og flot præstation, men i begge tilfælde er det mere teaterkunst, end det er ægte mennesker, man ser på skærmen.

Hele filmen står og falder med Sally Hawkins Maudie, fordi selve plottet er monotont og enkelt og uden de store variationer i lokaliteter. Maudies lidelse bliver dyrket til en næsten voyeristisk grad, men de få gange, hvor filmen tør begive sig uden for de konventionelle, som i skildringen af hendes mand, der er en nar og et selvoptaget røvhul gennem det meste af filmen, så bliver han taget til nåde forholdsvis hurtigt, så vi kan få en lykkelig slutning, uagtet om den har nogen rod i virkeligheden.

Netop det er “Maudie”s største problem. Fokus er aldrig på at fortælle en troværdig og rørende historie, så meget som det er er et udstillingsvindue for Sally Hawkins, så hun kan vinde en Oscar.