I Ewan McGregors instruktørdebut, American Pastoral, baseret på Phillip Roths roman af samme navn, fortælles historien om en tidligere topatlet og hans tidligere skønhedsdroning af en kone. Deres glæde ved at få en datter bliver dog hurtigt vendt på hovedet, da hun ud af det blå pludselig foretager en grufuld handling.

Jeg har hørt for flere, og pressematerialet nævner det flere gange, at bogen er en litterær klassiker. Derfor er det heller ikke underligt, at McGregor ikke har haft særlig megen lyst til at bevæge sig væk fra det oprindelige udkast, men det er endt med at blive en næsten for tro oversættelse af romanen, og det svækker virkelig den filmiske oplevelse. Filmmediets hovedregel er ellers, “show it, don’t tell it”, men American Pastoral er bogstaveligt talt en fortælling, hvor al betydning ligger i det verbaliserede.

Det er ellers til trods for, at filmen er fuld af gode skuespillere, der får rigelig med plads til at vise hvor gode de er. Hvad end det er Jennifer Connelly, som en selvoptaget husmor, Dakota Fanning som den rebelske datter, eller McGregor selv som den ødelagte far. Derfor kan Ewan McGregor godt være stolt af sin film, for at være ganske kompetent udført, men den kommer dog næppe til at gå over i historiebøgerne for at være andet end acceptabel underholdning.