Hvad er et menneske uden kærlighed?
Satans tænker en nabo. Der er nogen, der sidder på min bænk
En mor har fundet et sted. Det er ikke noget specielt sted bare et sted, hvor freden føles mulig at opnå. En mor har inviteret sine to børn til at besøge hende på dette sted, men kun datteren er dukket op. Til gengæld er freden kortvarig, for en nabo har slæbt en bænk ned fra kirken og på den måde proklameret, at stedet er mere hans end nogen andres. Men en helt tredje dukker op med to forældreløse, der er ved at finde et sted, hvor de kan begrave en mand.
Så er vi i gang og Tid til glæde, som ikke er nem at afkode, viser os hurtigt, at selv om der er glæde i titlen, er det jagten på den og ikke oplevelsen af den, vi kommer til at beskæftige os mest med i en forestilling, der taler på sit publikum og ikke med sit publikum.
Instruktør Madeleine Røn Juul taler i det digitale program, om at hun gerne vil lave en forestilling, som ”fylder os med livslyst, eksistensgenkendelse og menneskekærlighed.”
På et akademisk niveau kan jeg måske godt tvinge mig selv til at forstå hensigten i værket, men lige meget hvor meget jeg end gerne vil og prøver, forbliver jeg fuldstændigt uforløst, da jeg efterfølgende går ned ad Nørrebrogade.
Der er mange karakterer og skæbner i Tid til glæde, men de fleste bliver glemt, visket ud og der bliver aldrig fulgt op på, om de lykkes med det oplæg, de ellers er kommet på scenen med. Deres tilstedeværelse i værket synes kun berettiget af en tekst, som ellers på mange måder kunne have været en oplæsning af lyrik lige så meget som et teaterstykke. Der er ikke noget direkte logisk mål, publikum kan klamre sig til. De kan kun se til og håbe på, at replikken fra Jørgen Leths film Det Perfekte Menneske kommer til at gælde for dem. “Også i dag oplevede jeg noget, som jeg håber at kunne forstå om nogle dage…”
Et jeg vil gerne forsvinde
Skuespillet har fået sin helt bestemte stil og er hele tiden på kanten af den førnævnte oplæste diktion. Men replikkerne bruger også – siger en nabo – tænker jeg – en anden mor føler at – så det er også umuligt at komme helt tæt på et ellers glimrende karakterarbejde, når man hele tiden oplever, at der bliver læst højt fra manuskriptet, og at man er vidne til en af prøverne.
Alle skuespillerne og percussionist Mathias Friis Hansen bryder heldigvis på skift løs og fri, fra den af instruktøren valgte stil og form, og det er i disse korte stunder, at jeg føler den ellers ønskede eksistensgenkendelse rammer mig.
Som det er så populært lige nu, krydser flere af rollerne køn, men hvor det i mange andre forestillinger har en mening og et direkte budskab, virker det her som en stiløvelse i et forsøg på at gøre noget, der kan fastholde de dygtige skuespilleres interesse.
En smuk ting er en evig glæde
Det er umuligt for et menneske at være glad hele tiden, men i løbet af de ca. 130 minutter forestillingen varer, er det kun i de sidste minutter, at solen kan skimtes bare en lille smule.
Man vil ellers så gerne se de her mennesker lykkes. Bare lidt.
Scenografien og de hvidblege sminkede ansigter leder tankerne hen på karaktererne fra en Roy Andersson film, der er blevet placeret inde i et maleri af Michael Kvium. Det er både uhyggeligt og sært fredsommeligt på samme tid.
Forestillingen, Tid til glæde, burde være en sikker publikumssucces på papiret. Men jeg tror, at selv om den har gået sin sejrsgang i Norge, bliver det svært for opsætningen at finde sit publikum i Danmark. Men jeg håber da, at jeg tager fejl.
TID TIL GLÆDE spiller fra 21. september til 02. november 2024. På Nørrebro Teater.
Varigheden er ca. 2 timer og 30 min. inkl. pause.
Medvirkende: Sarah Boberg, Peter Christoffersen, Brian Hjulmann, Christiane Gjellerup Koch, Johannes Lilleøre, Tina Gylling Mortensen, Katinka Lærke Petersen, Jacob Weble & Percussionist Mathias Friis-Hansen. Instruktion: Madeleine Røn Juul. Manuskript: Arne Lygre. Scenografi og Kostumer: Laura Rasmussen. Lyddesign: Mathias Friis-Hansen. Lysdesign: Mia Jandje Willett. Koreografi: Esa Alanne. Oversættelse: Julie Maj Jakobsen.
