Underholdende som altid, men faretruende tæt på at blive kedelig

Det er efterhånden svært at finde nye måder at beskrive Marvel filmene på. Men alene det faktum, at Thor: Love and Thunder er den fjerde film om tegneserieforlagets version af den nordiske tordengud, den 29. film i serien og det 13. kapitel i den såkaldte ’Phase Four’, siger nærmest det hele. Filmen er en del af en enormt succesfuld underholdningsmaskine, der med usvigelig sikkerhed, altid har noget nyt i støbeskeen – på både godt og ondt.

Det gode er, at du altid er garanteret en behagelig og bombastisk oplevelse, men den store ulempe, som har været meget udpræget i de seneste film er, at det meget hurtigt kan blive enormt overfladisk. Efter Marvels superhelte besejrede den ultimative skurk Thanos, virker det til, at der ikke længere er nogen klar og entydig overordnet retning for universet, og det går også udover de enkelte film, som har lidt under den manglende drivkraft.

Den samme succesfulde stemning
Fordi, ganske vist er der en historie her, om den til tider fjollede, men godhjertede Thor, der til trods for alle sine eventyr, aldrig rigtig har lært sig selv at kende, og nu prøver at finde ud af, hvem han er. Det er en solid præmis, men efter en ganske morsom etablering af hovedkarakteren, drukner hans karakterudvikling hurtigt i vilde effekter, nonstop action og ikke mindst et bombardement af konstant, rapkæftede bemærkninger fra alt og alle.

Det er som om, at alt er for gennemtestet, så filmskaberne er fuldstændig sikre på, de ikke keder den gennemsnitlige biografgænger på noget tidspunkt, men det betyder også, at der ikke rigtig er noget mindeværdigt i slutproduktet. Det hele går så hurtigt, og alt bliver behandlet på så blid og humoristisk en måde, også selvom ikke alt i historien er lige rosenrødt, at intet kan få lov til at gøre indtryk. Det mest åbenlyse offer ved denne tone, er Christian Bale i rollen som filmens skurk, med det mundrette navn, Gorr the God Butcher. Vi får en introduktion til ham i starten, hvor vi ser hans forhistorie, men derefter dukker han kun op, når der er brug for en actionsekvens. På samme måde, er der rigtig mange andre interessant setups, fx årsagen til Natalie Portmans tilbagekomst i rollen som Jane Foster, som vi aldrig kommer rigtig i dybden med, fordi det hele skal være så lettilgængeligt.

Thor: Love and Thunder, er endnu en forglemmelig film, i denne retningsløs periode, som Marvel universet befinder sig i. Enkelte øjeblikke er okay underholdende, og Chris Hemsworth gør alt hvad han kan, for at være så charmerende som overhovedet muligt, men end ikke hans drengede charme kan skjule, hvor middelmådig filmen er. Med en relativ kort spilletid på lige under to timer, kommer man ikke ligefrem til at kede sig, men det er alligevel tæt på. Det er som om, at luften er ved at sive ud af Marvel-ballonen, og hvis ikke de finder på en eller anden form for nyskabelse eller retning, så ser fremtiden ikke særlig lys ud.