Et opløftende mikrokosmos af forskellighed

Med dramaet The Two Popes får vi en meget afdæmpet fortælling, om to af de mest magtfulde og indflydelsesrige mennesker, i de senere år. Som du nok kan udlede af titlen, handler det om den meget konservative pave Benedict, der på meget overraskende vis valgte at abdicere værget som Guds stedfortræder, og den mere åbensindede og moderne pave Francis, der leder Vatikanet den dag i dag.

Spillet af to meget veloplagte og aldrende skuespillere, i form af Anthony Hopkins og Jonathan Pryce, kommer vi vidt omkring. Det er alt lige fra meget alvorlige emner, der berører religiøse som, hvordan man bør leve sit liv, i luksuriøst eller sparsommeligt, eller om der er plads til homoseksuelle, men også de lidt mere afslappede emner som, hvilket fodboldhold man holder med.

Behersket kammerspil
Forventer man et vildt og blodigt drama, hvor de to mænd verbalt flår hovederne af hinanden bliver man nok skuffet, for det er i den mere afmålte afdeling, filmens stemning placerer sig. Selvom der selvfølgelig udspiller sig en magtkamp mellem de to mennesker, da hvervet som pave trods alt er på spil, kommer vi aldrig i nærheden af House of Cards.

I stedet bliver deres to vidt forskellige ideologier udfordret gennem deres mange samtaler, som udgør hovedparten af filmen. Der er enkelte afbræk, da historien udspiller sig over flere år, hvor vi ser dem i forskellige kontekster, rundt omkring i verden, og vi får også et indblik i pave Francis’ ungdom, for at forstå, hvorfor han endte med at blive så radikal anderledes en pave, med tanke på de meget tunge og konservative kræfter, der har præget kirken, siden den blev grundlagt.

Hopkins og Pryce kan stadig
Det lyder måske lidt tungt, men det er det faktisk ikke. Det er i høj grad takket være de to eminente spillere i form af altid veloplagte Anthony Hopkins og en helt fantastisk Jonathan Pryce, der begge formår at hæve henholdsvis pave Benedict og Francis ud af deres respektive arketype og gøre dem menneskelige. Det er i dette portræt ikke bare af dem, men også af hele samfundet, som gør dette kammerspil til en fornøjelse at se.

Det er en finurlig idé at tage to vidt forskellige pave, og sætte dem sammen i The Two Popes. Hvorvidt de faktisk er venner i virkeligheden, skal jeg ikke gøre mig klog på, men med to så fabelagtige skuespillere i hovedrollen, og et så velskrevet manuskript, er det ikke svært at anbefale dette lille mikrokosmos, hvor forskelle mødes og opnår en større forståelse for hinanden – og der er vel ikke noget mere opløftende budskab end netop denne empati, som vi mangler så meget af i disse tider.