Normalt er jeg ikke meget for at give resuméer af film, men den her fortjener alligevel en kort opridsning af præmissen. Historien foregår tilbage i 1968, hvor optøjer i forbindelse med det Demokratiske konvent resulterer i en retssag, hvor syv meget forskellige personer bliver anklaget for at have konspireret og iscenesat tumulten. De kender ikke rigtig hinanden, og det står meget hurtigt klart, at de er gjort til syndebukke for noget de ikke har gjort.
Man må nok engang sande, at Aaron Sorkin er ordets mester, hvis der da findes sådan en vending. Der er en grund til at han er en oscarvindende manuskriptforfatter, fordi han gennem sine manuskripter får hver eneste karakter til at fremstå levende, nuanceret og med en klar personlighed, alene gennem ordet. Det får ofte skuespillerne til at fremstå som desserten i stedet for selve hovedretten, og det er fedt, hvis man faktisk er interesseret i, hvad der bliver sagt, gennem det man ser. Det er ej heller første gang, han giver sig i kast med et retsdrama. Han er også manden bag Et spørgsmål om ære, hvorfra den ikoniske Jack Nicholson reblik, ”You Can’t Handle The Truth”, stammer fra. Det er svært at spå om, hvorvidt noget fra denne film vil gå hen og blevet lige så ikonisk, men en ting er sikkert, det er meget lang tid siden, at jeg har været så følelsesmæssigt engageret i en film, hvor fokus udelukkende er på menneskerne, og ikke på alt muligt nonsens og støj i form af alt, alt for langtrukne action sekvenser.
Det hjælper også på det, at der, selvom det ikke er nødvendigt, er en perlerække af gode skuespillere med i filmen. Sasha Baron Cohen er fantastisk som hippien Abbie, og selvom man måske ikke skulle tro det overspiller han på ingen måde i rollen og er helt klart den store stjerne i filmen. Eddie Redmayne er også nævneværdig. Han gør ligeledes en god figur og leverer endda en solid amerikansk accent. De bliver også flankeret af dygtige skuespillere som Mark Rylance, Frank Langella og Joseph Gordon-Levitt som anklageren.
Ligesom det var tilfældet i Molly’s Game, er det stadigvæk meget tydeligt, at Aaron Sorkin enten ikke har nogen særligt toneangivende fotograf eller bare ikke interesserer sig for det visuelle i filmmediet. Selvom historien centrerer sig om en konfrontation mellem politiet og aktivister, er det alligevel slående, hvor få billeder man står tilbage med efter filmen, selvom optøjerne burde være noget man slet ikke kunne glemme. Det hele er så fladt og nøgtern, og består næsten udelukkende er close-ups og medium shots, hvilket er i skærende kontrast til den skarpe dialog, som alle karakterer besidder.
Det er også unægtelig stadig en amerikansk film, hvilket betyder, at Aaron Sorkin gør alt hvad han kan for at finde en positive vinkel undervejs, selvom det bare er endnu et dybt, dybt tragisk kapitel i USAs meget lange flirt med fascisme. Jeg kunne bare mærke, hvordan jeg blev mere, mere indebrændt, efterhånden som denne dybt korrupte og dybt fascistiske retssag begynder at udfolde sig, fordi man ved, at i virkeligheden er den lykkelig slutningen stort set ikkeeksisterende.
The Trial of the Chicago 7 er en virkelig god film, så kort kan det siges. Jeg har personligt længe hungret efter en film som denne, hvor det er en oprigtig nysgerrighed, ærgerrighed og ikke mindst saglighed, der ligger til grund for historien og dramaet. Selvom det ikke er nogen visuelt fantastisk eller nyskabende film, kunne jeg alligevel mærke hvordan man vrede begyndte at boble af vrede, efterhånden som jeg så filmen, fordi det er så åbenlyst en uretfærdig fortælling, som man blot kan få lov til at være en magtesløs beskuer til.
Der bliver ikke lavet mange film som denne her i dag, og jeg vil gerne slå et slag for den, fordi jeg synes vi bør værne om disse filmoplevelser, der behandler sit publikum som voksne, uden at bruge alt muligt blikfang i form af laveste fællesnævner, af frygt for at miste publikums opmærksomhed. Hvis ikke man bryder sig om at se den i biografen lige nu, udkommer den også meget snart på Netflix, så der er ikke rigtig nogen god grund til, ikke at give sig i kast med denne på alle måder fremragende og rystende historie.
Filmen kan ses i udvalgte biografer fra i dag, og på Netflix fra d. 16. oktober.