Kvinders kamp mod uret og samfundet
I The Substance følger vi Elisabeth Sparkle, spillet af Demi Moore. Hun er en tidligere stjerneskuespiller, der er ved at være op i årene, og gennem den seneste tid har kørt på automatpilot. Ingen kan dog trodse tidens tand, og før hun ved af det, er hun blevet kasseret af en rejeædende tv-chef, der direkte siger, at hun ganske enkelt er blevet for gammel.
Alt ser sort ud for Elisabeth, der har lagt hele sin identitet i sit arbejde, så da hun ved et lægebesøg bliver tilbudt ’the substance’, der kan forvandle hende til en yngre og mere tiltalende version, skal der ikke meget til at overtale hende. En pris skal dog betales, men det er ingen hindring, hvis man gerne vil være smuk og eftertragtet.
Ung for enhver pris
Gennem to stærke præstationer af Demi Moore og Margaret Qualley, der spiller to sider af den samme mønt, bliver vi taget med på en rejse, hvor ikke på underholdningsindustrien specifikt, men samfundets behandling af kvinder bliver taget under kærlig behandling. Den evige søgen efter skønhed er med til at erodere enhver form for menneskelighed, og denne overfladiskhed er til at tage og føle på. Ikke bare i Dennis Quaids slibrige portræt af tv-chefen Harvey, der uden tvivl er en henvisning til Harvey Weinstein, men også i måden skønheden bliver dyrket af kameraet.
Der er blevet skrevet mange essays om det mandlige blik, hvor handlinger i film ikke er kønsneutrale, men badet i et objektiverende perspektiv, hvor særligt kvinder bliver seksualiseret. Og selvom denne film er instrueret af en kvinde, er det længe siden, jeg har set en film, der så tydeligt i sit billedsprog fortæller sit budskab, ved at seksualisere sine karakterer. Kameraet er nærmest forelsket i Margaret Qualley som Sue, og præsenterer hende konstant fra vinkler, der ikke kan have nogen anden intention end at pirre ens interesse. Det er derfor meget sigende, at det meste af tiden, er det hende selv, der gør det. Også på den måde, sættes der en virkelig tyk streg under, hvad sådan en branche gør ved ens selvbevidsthed.
En bevidsthed, der måske er delt i to, men aldrig i dialog med sig selv. Der bliver nemlig heller ikke lagt fingre imellem, når det kommer til body-horror delen, hvor der både er masser af blod og brutal vold for alle pengene.
Jeg kunne personligt godt have været de mange former for lemlæstelse foruden, og instruktør Coralie Fargeats vulgære fortællestil tager også overhånd til slut. Efterhånden som handlingen skrider frem, må refleksionerne nemlig lade livet til fordel for den ene makabre sekvens efter den anden, hvor ubehaget dyrkes for ubehagets skyld, indtil hele billedet er badet i blod.
The Substance er en tankevækkende kombination af satire og body-horror. Samfundets sygelige besættelse af skønhed og ungdom, bliver på mange måder udstillet. Demi Moore og Margaret Qualley gør det også godt som to sider af den samme mønt. Man skal dog have lidt is i maven, for de bevidst kvalmefremkaldende sekvenser, er til tider lidt for vamle at bevidne, og er ikke altid lige befordrende for budskabet, der sagtens kunne have været fortalt mere elegant end det ender med at være tilfældet.
