Mesteren af magi slår til igen

Vi befinder os i 1960’ernes USA midt i det mest kritiske tidspunkt af den kolde krig. Spændingerne mellem Rusland og USA forøges dag for dag i kapløbet om, hvilken stormagt der formår at skabe de største og farligste våben, bygge de bedste rumraketter og opdage mest nyt indenfor forskningens verden. I et top hemmeligt laboratorium under den Amerikanske Stat arbejder den døvstumme Eliza. Hun lever et lettere ensomt og trivielt liv fyldt med de samme ensformige rutiner. Alligevel formår Eliza at have et smil på læben og nyde de små ting i livet, som eksempelvis i en sjov scene, hvor hun siddende stepdanser med hendes noget ældre nabo.

Men en dag vækkes Eliza af hendes sløve tilværelse, og pludselig får hun noget helt specielt at leve for.

Kærlighed i en kold verden
The Shape of Water er en smuk og magisk film. Den er utrolig flot visuelt, og der er blevet kælet for hver eneste scene. Det magiske finder vi både i lys, lyd og lokaliteter. Eksempelvis Elizas lejlighed, som ligger ovenpå en biografsal, hvis lyd og musik bliver en form for underlægningsmusik til scenerne i hendes lejlighed. Samtidig lyser lysstofrør ind ad vinduerne, hvilket er et klassisk trick, men som fungerer rigtig godt i denne film også.

Handlingen understøttes således på den mest naturlige måde af både lys og lydeffekter, som er perfekt komponeret, og hverken tager over som i actionfilm eller glipper helt. Det hele hviler selvfølgelig på ryggen af dygtige skuespillere som virkelig gjorde det godt. Der hersker ingen tvivl om at Guillermo Del Toro har styr på det med at instruere.

Men jeg kan desværre ikke helt forstå den store begejstring. Eller måske er det netop den store begejstring der gør, at jeg var en smule skuffet efter at lysene i salen atter blev tændt, og filmen var ovre. Ja, filmen var da god, og skuespillerne, samt det visuelle var super, men helheden var bare lidt for letfordøjelig til min smag. Der manglede ligesom det helt store sus. Jeg blev aldrig rigtig forført af filmen trods min begejstring for den på et intellektuelt niveau.

Men alligevel vil jeg mene, at den helt klart er værd at se, på grund af den produktionstekniske snilde, og derfor får den af mig 4 stjerner. En fornem film at opleve, men ikke på nogen måde en film som sidder i kroppen og sindet efter den er slut.