En til tider flot og interessant film.

Nicolas Winding Refn har det ofte med at balancere på grænsen mellem det gale og det geniale. Det er film, hvor en dyb historie og komplekse karakterer bliver blandet med en flot æstetik, hvorefter fremragende film som Pusher og Drive bliver skabt. Andre gange tager æstetikken overhånd og filmene kan fremstå som prætentiøse og substansløse, som man så det i Fear X og Only God Forgives. Det er som om at Refn nogle gange skal reddes lidt fra sig selv, og have en eller flere personer til at fastholde strukturen i hans film, og holde styr på alle handlingstrådende således, at der bliver skabt en samlet rød tråd.

I Refns nyeste film The Neon Demon, følger vi Elle Fannings karakter Jesse, som lige er ankommet til Los Angeles for at slå igennem som model. Jesse starter med at være uskyldig og usikker, men i takt med at flere og flere bemærker hendes skønhed, begynder hun at føle sig mere og mere selvsikker samtidig med, at de andre modeller bliver jaloux over hendes succes.

Kampen mellem det ydre og det indre.
Skuespillet er generelt godt over hele linjen. Elle Fanning er god til at udtrykke den nervøse uskyldighed, og portrætterer samtidig troværdigt skiftet til den mere selvsikre og arrogante Jesse. Som de rivaliserende modeller leverer Bella Heathcote og Abbey Lee solide præstationer, og altid gode Jena Malone stjæler, som make-up artisten, Ruby, enhver scene hun er med i. Keanu Reeves gør det fint som pervers motelejer, men jeg må dog indrømme at hans lille rolle virkede lidt overflødig.

Filmen forsøger at forklare vigtigheden og essensen af skønhed, og fremhæver hvordan det ydre ofte har det med at have større betydning end det indre. Jeg kan ikke lade være med at se det som en tydelig allegori til Refns egen filmstil og fremstilling af kunst, når han via Alessandro Nivolas modedesigner siger at udseende (æstetik) betyder alt, og at man ikke bemærker det indre (substansen).

The Neon Demon rammer ret godt en interessant diskussion omkring det skønne ydre, og hvordan at det også kan inkludere et mørkt indre. Især mod slut bliver filmen ret intens og chokerende. Dog består filmen af mange uforklarlige passager, hvor Refns visuelle stil får frie tøjler, og der er masser af lys, musik og klipning, men ikke så meget mening. Disse passager skal tydeligvis give et indtryk af overdådighed og avantgarde kunst, men for undertegnede var de mere forvirrende end symbolske, og ærlig talt en smule prætentiøse.

The Neon Demon ender et sted midt i mellem Refns bedste og værste film. Filmen er interessant og flot, og rammer i sine bedste øjeblikke en substansfuld dybde, som man så det i Drive, mens den andre gange virker en kende indholdsløs og prætentiøs som i Only God Forgives. Jeg ligger et sted mellem tre og fire stjerner, men da man ikke kan give halve stjerner trækker godt skuespil og en stærk afslutning filmen op på fire.