’Clinten’ kan stadig

Det er utroligt og tænke på, men Clint Eastwood er blevet 88 år. Manden, der var synonym med at være cool i 70’erne, der kunne nedstirre skurkene med sit blik og tog loven i egen hånd, er nu blevet en meget gammel mand. Det afspejler hans seneste film The Mule også meget godt. Her spiller han ikke bare hovedrollen, men har også instrueret og produceret den.

I filmen møder vi Earl Stone, der har dedikeret hele sit liv til at arbejde, på bekostning af sin familie. Han mister dog alt, da han ikke kan følge med tiden, og da hans forretning står til at gå under, takker han ja til at blive kurér for et narkokartel. Med et får han pludselig en ny chance i livet og for at genvinde sin families gunst, men han skal skynde sig inden politiet fanger ham, eller han kommer i unåde hos kartellet.

Kompetent filmhåndværk
Man kan synes hvad man vil om Eastwood som person, men han er stadig en helt eminent skuespiller, og han er ikke faldet af på den i sin senior år. Selvom han er slidt, og alle hans blodåre ser ud som om de er ved at springes, er han stadig en enestående skikkelse på biograflærred. Det er også sjovt at se, hvordan fokus i hans fortællinger med årene, også er begyndt at handle mere om vigtigheden af familie og hvad man kan opnå i fællesskab, i stedet for, hvordan man ene mand kan klare alt.

Cinematisk er filmen meget ligetil. Der er ikke mange ekstraordinære indstillinger, men der er heller ikke nogen slinger i valsen, når det kommer til, hvordan man skal bygge en scene op. Der er næsten altid et establishing shot, når vi skifter scene, efterfulgt af en total, og så bliver billedet beskåret yderligere ind på de personer, der er i centrum. Det er som tage direkte ud af skolebøgerne, men det gør det også til en behagelig filmisk oplevelse, fordi man intuitivt kan følge med i scenens geografi.

Et afslappende drama
Paradoksalt nok for en film, der handler om en narkosmugler, er det en meget afslappende oplevelse. Earl bliver ganske vidst jagtet af narkopolitiet i form af Bradley Cooper, men det virker aldrig rigtig som om, at der er den helt store fare på færde. Grundtonen er ganske enkelt for behagelig, da de fleste karakterer er overraskende humoristiske og ikke er gennemført onde.

Denne stemning bliver også godt hjulpet på af, at Earl er en meget atypisk smugler. Han er ikke en gangster, men en kridhvid krigsveteran, hvilket filmen ikke er bange for at vise og gøre lidt grin med.

Der bliver også hævet fat i racisme og fordomme, men behandlingen af emnerne er temmelig ambivalent. For selvom det er forkert at være styret af ens forudindtagede meninger, og det helt klart er til gavn for Earl, så viser filmen også, at der er en vis grad af sandhed i de fordomme. Det gør det meget åbent for fortolkning, men hvad folk vælger at udlede af det i sidste ende, må står for deres egen regning.

The Mule er en ganske udmærket film, med et snært af Old-Hollywood. ’Clinten’ har stadig en karisma og et skuespiltalent, der gør ham til en interessant skikkelse, og han kan også finde ud af at dirigere en ordentlig filmproduktion, så slutproduktet er sammenhængende. Når det så er sagt, er den heller ikke dybere end som så, og det er kun, hvis du finder Clint Eastwood som skuespiller interessevækkende, at filmen er værd at se, for den er hverken eftertænksom nok til at blive en rigtig kunstfilm, eller underholdende nok til at blive en ’crowd-pleaser’.