En velspillet, men triviel fortælling

I The Miseducation of Cameron Post, følger vi en ung teenagepige, der bliver fanget sammen med en veninde ved årets skolefest. Det går selvsagt ikke, hvis ens familie er religiøse kristne, og derfor bliver Cameron sendt afsted til omvendelsesterapi, så hendes homoseksuelle tanker kan blive fjernet. Det er ikke ligefrem en hyggelig lejrtur, for den står på hård disciplin, psykologisk magtspil og kristen ”rockmusik”. Alt er dog ikke forfærdeligt, for Cameron finder også en gruppe af ligesindede og sammen forsøger de at hjælpe hinanden gennem opholdet.

Ordinær tematik
Det er langt fra den første film, der omhandler de kristne omvendingsskoler. Du kan nok allerede se historien foran dig, om hvordan en ung kvinde, der prøver at finde sig selv bliver ydmyget og psykologisk terroriseret, af en gruppe endimensionelle fanatiske kristne. Derfor er det store spørgsmål, hvilken ny måde filmskaberne har vinklet emnet på i netop denne film. Svaret er, at der ikke er nogen nytænkende vinkel. I stedet udvikler historien sig som man kan forvente, med en endimensionel ond kvindelig forstander, der manipulerer alle omkring sig. Alt imens Camerons følelsesliv bliver mere og mere intenst, ind til bægeret flyder over, og hun bliver nødt til at træffe et skelsættende valg.

Det er ikke ligefrem overraskende, men det er til gengæld veludført. Der bliver gjort brug af lange indstillinger, der virkelig dyrker ubehaget og den akavede følelse børnene må have ved at være anderledes. Det afspejler sig også i det rolige fortælletempo, den minimale underlægningsmusik, og de udpinte scener, hvor Cameron bliver tvunget til at forblive passiv og lægge låg på sig selv, for at passe ind i omgivelserne.

Skuespillerne gør det godt generelt, men også i de få intense og brutale scener, der opstår undervejs. Ligesom den filmiske stil, forbliver det hele meget afdæmpet. Chloë Moretz spiller en noget anden karakter end Hit-Girl, men er alligevel overbevisende som titelkarakteren, hvis konflikt hovedsagelig forbliver intern. Sasha Lane er også værd at fremhæve, som den mere udadvendte Jane, og Jennifer Ehle er også velspillende som den indebrændte forstander Dr. Lydia Marsh.

Gør det, den skal
The Miseducation of Cameron Post gør ikke noget nyt, men jeg kan samtidig ikke rigtig kritisere den for, dens filmiske præsentation af emnet. Den har sig egen langtrukne filmstil, der tvinger publikum til at føle, hvor langsom tiden må gå for karaktererne, og de mange lange indstillinger fungerer kun, fordi skuespillerne er troværdige over hele linjen.

Når alt dette er sagt, er filmen dog virkelig hæmmet af, at manuskriptet læner sig så meget op ad narrative klichéer. Med undtagelse af Cameron og sit slæng, er resten af personerne meget stereotype beskrevet, og vi får ikke nogen ny indsigt i, hvorfor en fanatiker som Lydia er så indbildsk, at hun er overbevist om, at psykologisk terror kan være godt for noget. Skuespillerne hæver materialet, men der er ikke meget at arbejde med på papiret.

Filmen er derfor definitionen på middelmådighed. Ikke fordi den er dårlig, men fordi den ikke bidrager med noget nyt, inden for et meget afdækket emne. Jeg står derfor mellem tre og fire stjerner, men eftersom filmen trods alt er vellykket, når det kommer til emnet, lander jeg i sidste ende på fire stjerner.