En film fanget mellem to stole
Det er forundrende, hvordan man kan lave en feel-good film, der ikke rigtig virker, men det er, hvad der er sket med The Miracle Club. Opskriften er ellers enkel og ligetil. Livet starter med at være hårdt for ens ensemble, men sammen løfter de hinanden op og skaber en håbefuld fremtiden. Det er kernekvaliteten i alle film, der tilhører den dramatiske komedie, og det har til alle tider fungerer, uanset om ensemblet er unge mennesker eller det grå guld i Most Exotic Marigold Hotel. Du kan eksperimentere med graderne af socialrealisme, men der skal være en håbefuld stemning, ellers er det bare en tragedie.
Dette grundprincip lader det dog til, at filmskaberne har glemt i forbifarten.
© Scanbox
Mere drama end humor
Til at starte med er det ellers et imponerende ensemble, som er stablet på benene. Dygtige skuespillere som Laura Linney, Kathy Bates og Maggie Smith kan alle gebærde sig i både dramatiske og humoristiske situationer, og så er plottet ovenikøbet som skræddersyet til genren med dannelsesrejsen i centrum. Alligevel er det kun tragedien, som får slået rødder.
De tre kvinder har ikke set hinanden i 40 år. Meget er sagt og ikke mindst forblevet usagt hen over de fire årtier, og nu, fanget i hinandens selskab, bliver de tvunget til at se hinanden i øjnene og få talt ud. En katarsis, der burde være katalysator for det håb, som kendetegner genren, men i stedet ender som en påmindelse om, hvor meget af den spilde tid, de aldrig får igen.
Tristessen ender derfor med at indtræffe, og selv de dygtige skuespillere kan ikke løfte et manuskript, der kun sparsomt får en til at trække på smilebåndet. Hvis filmen så bare havde gået all-in på dramaet, kunne vores trio af skuespillerinder have foldet sig ud og givet lidt dybde til livets store tilbageblik. I stedet spises vi af med en feel-good slutning, som filmen ikke rigtig har gjort sig fortjent til.
The Miracle Club er fanget mellem to stole. Den vil gerne give plads til sit ensemble af dygtige, dramatiske og ikke mindst prisvindende skuespillere, der virkelig kan vise, hvor meget de kan, men den vil også samtidig gerne efterlade publikum med en varm følelse. Desværre ender filmen mest af alt med at være trist, men uden den dybde, som en tragedie kræver, og slet ikke med den gradvise afmontering af dramaet, der er nødvendig for at nære det håb om bedre tider, filmskaberne så gerne vil give biografgængerne.
© Scanbox
