The Marvels forsøger at etablere en ny status quo
Marveluniverset er ikke, hvad det har været. Fra at være et kulturelt fænomen uden sidestykke, som nærmest altid var garant for en kassesucces, uanset hvilken karakter de hæv frem fra den støvede tegneserieskuffe, flokkedes folk altid i biograferne for at se det næste kapitel i historien om Iron Man, Captain America og alle de andre superhelte. Men efter Avengers: Endgame og ikke mindst coronapandemien, er det blevet tydeligt, at gnisten mangler i dag.
Den bølgedal, som universet befinder sig i lige nu, bliver forsøgt udjævnet i The Marvels. En film, der ikke bare lover at være en efterfølger til den første Captain Marvel, men også Disney+ serierne Ms. Marvel og Wandavision, kunne måske lyde som om, den giver sit publikum lektier for. Heldigvis kan jeg godt afsløre, at det ikke er nødvendigt at have set nogen af de forrige projekter. Med decideret klipshows som resumeer, kan man trygt gå ind og se filmen, uden at være helt opdateret på MCU-tidslinjen.
Hvad dette mashup, af de stærkeste kvindelige superhelte i Marveluniverset, har resulteret i, er et ganske tilforladeligt action-eventyr, der lider under de samme faldgruber som mange af de andre film efter Endgame – dog uden at falde fuldstændig igennem. Med andre ord er der masser af computergeneret action, et utal af oneliners, altødelæggende trusler, alt sammen i en hæsblæsende og relativ ufarlig indpakning.
Karakteriseringen mangler
Der er fart over feltet, og der bliver ikke dvælet ved noget som helst. Lyset er knap nok blevet slukket i biografen, før de tre kvinder er blevet forbundet med hinanden, og noget modvilligt må samarbejde om at stoppe en skurk, der har i sinde at ødelægge ikke bare én, men flere planeter i universet. Tempoet og den astronomiske udfordring er ikke bare en konsekvens af tendenserne i den moderne blockbuster, hvor filmskaberne for alt i verden ikke vil kede publikum, men er også helt naturligt affødt af, at der er ikke bare en, men hele tre hovedkarakterer, der kæmper om skærmtiden.
Jeg havde allieret mig med en ven, som havde set frem til gensynet med Brie Larson i rollen som Carol Danvers aka Captain Marvel, men hun blev noget skuffet, da det hurtigt stod klart, at der ikke er tale om en Captain Marvel 2, men en rigtig ensemblefilm med de tre kvinder i centrum.
En konsekvens af skiftet til ensemblet er dog, at ikke bare Carol Danvers, men også Monica Rambeau (Teyonah Parris), som ikke tidligere har optrådt på film, aldrig får lov til at adskille sig fra hinanden. De fremstår nærmest som den samme arketype, superhelten med verden på sine skuldre, der vil redde alt og alle. Men mellem alle actionsekvenserne og de vittige bemærkninger, er der ikke tid til, at de kan vokse sig ud af de klicheer, de er fanget i. Derfor forbliver de meget endimensionelle, uden nogen form for svagheder eller karakterbrister, der kan gøre dem til mere end uovervindelige væsner. Den relaterbare menneskelige skrøbelighed mangler simpelthen, fordi vi aldrig rigtig kommer ind på livet af dem.
Mere malplaceret end flad er til gengæld det yngste medlem i gruppen, Ms. Marvel (Iman Vellani). Hendes barnlige begejstring er i direkte kontrast til de to andres meget tørre personligheder, og ville nok have fungeret bedre, hvis hun var entydigt comic-relief. Paradoksalt nok, bruges der faktisk mere tid på netop hendes person og familie, og derfor bliver det endnu mere tydeligt, hvor lidt en teenager og Captain Marvel fangirl fra Jersey passer ind i en historie, hvor hele planeters eksistens er på spil.
Spilder ikke din tid
Til trods for, hvor bombastisk The Marvels måske lyder til at være, er der noget enormt beskedent over den. Der bliver ikke brugt lang tid på at lægge op til andre film og serier i Marvel-universet, historien har en overraskende banal skurk, hvis historie også bliver konkluderet, og så er det hele overstået på rekordtid efter kun 105 minutter, hvilket gør filmen til den korteste Marvel-film til dato.
Der bliver ikke gjort meget for at invitere nye folk indenfor i tegneseriegigantens superhelteunivers, men publikum bliver heller ikke stødt væk af et væld af referencer. Som helhed er The Marvels derfor ganske gennemsnitlig. Man skal nok ikke stile efter de helt store følelser, men det er også så kortfattet, at man hverken kan nå at kede sig eller blive forarget af noget. Så selvom det måske ikke lykkedes at genskabe den gnist, der tryllebandt så mange folk i de første 10 år af filmuniverset, er det langt fra det værste Marvel har produceret.
