En eventyrfilm, der glemmer eventyret

The Lost City er en meget mærkværdig film. Ikke fordi den er en eventyrfilm, med et helt absurd plot, der omhandler en forfatter, som skriver romantiske bøger, og som bliver kidnappet af en rigmand, som vil have hendes hjælp til at finde en forsvunden skat. Det er heller ikke, fordi det er nærmest hovedrystende fjollet, at hendes redningsmand af uransagelige årsager, ender med at være hendes forsidemodel, der er dum som snot.

Der er ikke noget her, der lyder mere rædselsfuldt eller frygteligt, end så mange eventyrfilm – faktisk kunne det her være udgangspunktet for en helt igennem unik og underholdende popcornsbasker. Det spøjse setup, forbliver dog filmens mest underholdende element, fordi det er som om, at filmskaberne fuldstændig har misforstået, hvad der gør eventyrgenren så sejlivet, selv i en tid, hvor hele filmindustrien nærmest er blevet opslugt af superhelte.

Det forkerte fokus
Fordi, i stedet for virkelig at gakke ud og udnytte, at det her er en film, der ikke er baseret på en allerede eksisterende franchise, fremstår filmskaberne mere fokuseret på at undgå og blive anklaget for alverdens dårligdomme på twitter, end bare at lave en sjov film.

Det er ganske rigtig, at man kan klandre alverdens eventyrfilm for at være ufølsomme, uvidende og generelt bare uopmærksomme på, hvilket perspektiv de er fortalt fra, når de handler om at besøge fremmede egne. Det er dog kun et problem, hvis man iagttager disse film fra et meget seriøst perspektiv, hvor man opfatter handlingen som værende realistisk. Det har dog aldrig været tilfældet for eventyrgenren, der altid har været synonym med eskapisme.

Når man så tager handlingen helt vildt seriøst, uagtet hvor fjollet setuppet er, ender man med at få en helt vildt privilegiebesat film som denne, der blottet for vildskab og forundring, som i stedet er erstattet med en nærmest sygelig venlighed. Det er så grelt, at karaktererne end ikke kan få lov til at tage på det her eventyr uden hele tiden at minde publikum om, at de er hvide, og derfor er det som udgangspunkt forkert at masse sig ind hos fremmede kulturer. På samme måde lider kærlighedsplottet, der ellers kunne have været filmens helt store redning under, at alle går på listefødder for ikke at forarge nogen.

Man siger at forskelligheder mødes, men det er måske lige i overkanten, at Sandra Bullocks karakter er så belæst, begavet og gennembeundret, uden den mindste interesse for Channing Tatums forsidemodel, som virkelig ikke har meget at tilbyde i samspillet, end sin fysik.

The Lost City kunne have været så meget mere interessant, og underholdende, end den er. Jeg ved ikke, hvad der er gået galt, om det er de fire forfattere, producerne eller noget helt tredje, som har gjort filmen så optaget af alt muligt andet, end at være underholdende. Det eneste højdepunkt er Brad Pitts gæsteoptræden som den tidligere frømand Jack Trainer, der bringer lidt liv og glæde ind i spektaklet, men så snart han forsvinder ud af filmen, bliver det noget af en langstrakt affære.