Gal og genial film er et fremragende kammerspil

Hvor er jeg glad for at Robert Eggers’ nye film ’The Lighthouse’, bliver vist i de danske biografer med undertekster. Ikke fordi jeg normalt har svært med at følge med i engelske film uden undertekster, men fordi jeg så Eggers’ sidste film (den fremragende ’The Witch’) i cinemateket uden undertekster, og jeg må blankt erkende, at jeg havde mere end svært med at forstå, hvad der blev sagt. Eggers gør en dyd ud af at sproget i hans film skal være så tidssvarende som muligt, og ’The Witch’ handlede om en familie i det tidlige USA i 1600-tallet. Sproget var derfor ganske autentisk oldengelsk, og det blev ikke udtalt synderligt velforstående. ’The Lighthouse’ foregår også tilbage i tiden, denne gang på en klippeø uden for Maines kyst i slutningen af 1800-tallet, og sproget er en blanding af gammelt søfartssprog og gammelt skovhuggersprog, og er – ligesom i ’The Witch’ – ikke særlig forståeligt. Det skal ikke tolkes som en kritik at Eggers’ film, at sproget er svært at forstå – tværtimod er det forfriskende autentisk – blot en bemærkning om, at undertekster kan være ganske nødvendigt til Eggers’ film. Især når engelsk ikke er ens modersmål.

Bindegal film (på den gode måde)
Det er ikke kun sproget i ’The Lighthouse’, der er svært at forstå – faktisk er hele filmen bindegal. Ikke bindegal på en dårlig måde, mere gal på en måde, hvor den fra start af omslutter sig om en, inddrager en i dens bizarhed, opsluger en i dens intense stemning og til sidst slipper grebet om en og efterlader en helt åndeløs og imponeret tilbage – om end ikke helt sikker på hvad filmen handlede om.

Kort sagt er filmens umiddelbare plot, at vi følger de to fyrpassere (Willem Dafoe og Robert Pattinson), som ankommer til en gold og ensom klippeø for at passe et fyrtårn i fire uger. Pattinson er ny og har til opgave at rengøre, reparerer og vedligeholde faciliteterne, og Dafoe er den garvede rotte, der sætter høje krav til sin medhjælper, og som insisterer på, at det kun er Dafoe selv, der må tilse fyrtårnets lys.

Derfra udvikler tingene sig ganske dramatisk i det intense kammerspil mellem Dafoe og Pattinson, og som Eggers selv har sagt om sin film: ”Der kan umuligt komme noget godt ud af at isolere to mænd i en gigantisk fallos”. Filmen udforsker flere emner, såsom maskulinitet og samvittighed, og den udvisker grænserne mellem virkelighed/fantasi/overnaturlighed og mennesker/guder.

I rollerne som de to fyrpassere, er Dafoe og Pattinson i topform og de fremstår på en og samme tid både uhyggelige og morsomme. De leverer begge en fysisk og psykisk kraftpræstation for at ramme filmens bindegale tone, og man kan undre sig over hvorfor Oscar-akademiet ikke har set deres vej i de nyligt offentliggjorte Oscarnomineringer.

Teknisk imponerede
Til gengæld har filmens fotograf Jarin Blaschke modtaget en oscarnominering for sit arbejde på filmen, hvilket bestemt er fortjent, for ’The Lighthouse’ er ekstremt flot filmet. Filmen er sort/hvid, skudt med 35 mm film, og i en næsten kvadratisk ramme. Det trækker – ligesom sproget –   konnotationer til den tidsperiode handlingen foregår i (for det ligner billeder og film fra gamle dage, før man opfandt widescreen), men samtidig holder rammen os helt nært på billedet, og man føler sig næsten fanget i det. Intensiteten i dette gør, at man virkelig mærker klaustrofobien på den lille klippeø.

Som konklusion, kan man sige, at Robert Eggers har fulgt op på sin fremragende debut ’The Witch’, med en lige så god – og bindegal – perle, der fanger og inddrager en, selvom man måske ikke kan gengive, hvad den præcis handler om.