Skandinavisk premiere på Østre Gasværk Teater
Se de her arbejdsstøvler i min hånd
En sceneopsætning i Danmark bliver ikke bedre, end det Østre Gasværk har gjort med THE LAST SHIP.
Det er muligt, at vi i forestillingens historie befinder os i 1980’ernes Nordøstengland i en skibsværftsby, men alt i fortællingen er evigtgyldigt i alle tidsaldre og i fremtiden.
Det handler ikke kun om et sidste skib, det handler om sidste gang. Sidste gang du ved, hvem du er. Sidste gang du ser den, du elsker. Sidste gang du har muligheden for at vise, hvad du står for.
THE LAST SHIP viser os og minder os om, at store forandringer igen er på vej uden for gasværkets mure. Hele verden står snart igen med flere forskellige versioner af et skib, og vi skal igen til at tage livsændrende beslutninger. Det er muligt, at denne opsætning har været længe på vej, og at tidspunktet er tilfældigt, men Østre Gasværk Teater har med nålespidspræcision ramt den følelse og angst for store forandringer, vi uundgåeligt står over for.
Forsangeren fra The Police og senere soloartisten med de utallige genrer og hits, Gordon Matthew Thomas Sumner, bedre kendt som STING, er helt sikkert som navn et trækplaster til at få folk ind i salen, men det bliver meget hurtigt klart, at THE LAST SHIP ikke er en kavalkade af de største hits med en forsøgt historie, der binder det hele sammen.
Der er ting og mennesker fra en husket barndom og barndomsby, som nu er digtet til en vigtig og aldeles relevant forestilling, som første gang blev opført i Chicago i 2014, senere samme år på Broadway og nu med en skandinavisk mesterlig opsætning.
Der er karakterer, der er forsvundet, og andre er blevet videreudviklet, men der er ikke en oplevelse af et værk, der stadig er ved at finde sine ben at stå på som en anden landkrabbe.
Alt sunget, fortalt eller sagt er med til at skabe fremdrift, og selv om forestillingen virker tyve minutter for lang, er det svært at se, hvor noget kunne gøres anderledes.
De passer nok nu min søn
Sømanden Gideon Fletcher kommer hjem til sin barndomsby efter 17 år. Hans far er død for mange år siden, men håbet om at møde ungdomskæresten Meg trækker nu mere i ham end havet. Det lokale skibsværft og byens absolutte omdrejningspunkt kan ikke overleve, og et sidste skib står ufærdigt og uden køber. De gamle traditioner og mange menneskers livsgrundlag og identitet er døende. Men der, i al ulykken, står hun. Meg.
Så simpelt er det, men THE LAST SHIP er ikke en kærlighedshistorie, eller jo, det er det, men ikke som man skulle tro. Det er en kærlighedshistorie og kærlighedserklæring til mennesket, der med stolthed udfører det arbejde, som er deres og byens identitet. Selv med ødelagte lunger er arbejdet vigtigere. Der er altid et skib, der venter.
THE LAST SHIP er måske utilsigtet en påmindelse om et manglende fællesskab og fællesidentitet, der er gået tabt, som ellers nu i 2025 hurtigt virker ikke bare tiltrængt, men nødvendigt.
Tag dem. De er en gave fra mig til dig
Der er mange medvirkende, og selv om Gideon Fletcher måske på papiret er hovedpersonen, ligesom Ellen Dawson er fortælleren, så findes der ikke en lille rolle. Hele forestillingen har historien i front, og alle støtter op om den opgave.
Niels Skovgaard Andersen og Kristine Yde Eriksen synger, så jeg er ved at falde ned fra stolen. Stephanie Trelborg Hansen får med denne forestilling sin professionelle debut, og sikke en start. Morten Lützhøft får sammen med Xenia Lach-Nielsen styret skibet ud på åbent hav, når det kommer til dybde, og Pelle Emil Hebsgaard, Jon Lange og Sebastian Harris får sammen med resten af de medvirkende givet værftet liv og varme.
10 personer under ledelse af kapelmester Martin Konge udgør orkestret, der får gasværket til at leve. Overalt på scenen og i siderne er musikerne blevet placeret, og det er dejligt at se, at man ikke føler, at de skal gemmes væk, men at de med deres altafgørende bidrag skal dele scenen og lyset.
Helle Hansen har oversat teksterne til dansk, og det er gået overraskende godt. Det er mange gange umuligt at lave en direkte oversættelse til dansk, men de små idiomatiske justeringer er gjort med stor respekt, og publikum kan uden tvivl stadig høre STING i hvert et ord.
Det vil gøre din far godt at se dig gå i de støvler en dag
Benjamin La Cour har overgået sig selv, hvilket man skulle tro var umuligt, med scenografien og kostumedesignet. Gasværket bliver brugt og ikke skjult, og det, der ligner en tonstung scenekonstruktion, er til dels teatermagi og lavet i træ og ikke jern, men duften af metal og rust niver i næsen, selv om det burde være umuligt.
Kostumerne ser, hvis man tænker ud fra moden i tiden, ældre ud end 1980’ernes Nordøstengland, men jeg har efterfølgende læst i forestillingens program, at tanken er, at karaktererne lever skærmet fra tidens mode og stadig går i tøj fra årtiet før og måske endda endnu længere tilbage.
Denne detalje beviser kun yderligere, at hele opsætningen er gennemgående grundig ned til mindste detalje og fortjener stemplet mesterværk.
Alvoren er kommet til Østre Gasværk, ikke at den som sådan har været væk, men nu står den forrest, og de mange lag i forestillingen, THE LAST SHIP, gør, at jeg føler mig draget til Morten Grunwalds Plads, for med den viden jeg har nu, bliver forestillingen kun bedre, hvis man har mulighed for at se den igen.
Jeg slutter, som jeg startede denne anmeldelse.
En sceneopsætning i Danmark bliver ikke bedre, end det Østre Gasværk har gjort med THE LAST SHIP.
THE LAST SHIP spiller fra 21. februar til 30. marts 2025. På Østre Gasværk Teater
Varigheden er ca. 2. timer og 30 minutter Inkl. pause.
Medvirkende: Niels Skovgaard Andersen, Kristine Yde Eriksen, Stephanie Trelborg Hansen, Morten Lützhøft, Xenia Lach-Nielsen, Dan Zahle, Gustav Allen Schriver, Line Weien Hofmann, Marianne Mortensen, Malin Rømer Brolin-Tani, Jon Lange, Pelle Emil Hebsgaard, Sebastian Harris, Kristian Jensen, Christian Lund, Magnus Bruno, Maria Overgaard Vinther, Astrid Højgaard.
Instruktør: Thomas Agerholm Kapelmester: Martin Konge Scenografi: Benjamin La Cour. Koreograf: Rebekka Lund Lysdesigner: Jonas Bøgh Lyddesigner: Tim Høyer. Nyt Manuskript Af: Lorne Campbell –Baseret På Originalt Manuskript Af: John Logan & Brian Yorkey. Oversætter: Helle Hansen Orkesterarrangementer: Rob Mathes. Originalproduktion Af: Karl Sydow På Northern Stage, Newcastle, 16. marts 2018. Forlag: Nordiska Musikere, Hybridmusikere Fra Musikteaterlandsholdet.
