The Last Dance

Kategori Serier af - april 21, 2020
The Last Dance

Selvom min viden om basketball, meget groft sagt, starter og slutter med Space Jam¸ fandt jeg stadig The Last Dance, der fortæller historien om 90’ernes Chicago Bulls holdet, Michael Jordans karriere, og ikke mindst dramaet bag kulissen, der endte med at være mere afgørende end det sportslige, helt vildt medrivende.

Det er en virkelig godt sammensat dokumentarserie, hvor man bliver holdt lige tilpas i hånden, så man som uindviet stadig kan følge med i spillereglerne for netop dette sportslige miljø, men aldrig på en måde, hvor man føler, at filmskaberne taler ned til en. Det er også efterhånden så lang tid siden, at disse sportsfolk var aktive, så de er skinbarlig ærlige, når de åbenhjertet fortæller om, hvordan det var at være lige i orkanens øje, i en periode, der på mange måder forandret sporten for evigt.

For selvom det kan tilskrives den stigende globalisering og tiltagende kapitalisme, lige så meget som det kan Michael Jordans talent, ændre det ikke ved, at han i dag står tilbage som ansigt på den tid, hvor basketball gik fra være en populær amerikansk sportsgren, til at blive et kæmpe, globalt og ikke mindst kommercielt franchise, hvilket dokumentarserien også kigger nærmere på, bl.a. ved at fremhæve Michael ”Air” Jordans aftale med tøjproducenten Nike, og det amerikanske ”Dream Team”, der deltog ved de Olympiske Lege i 1992, og for alvor viste basket frem for resten af verden.

Dokumentarseriens helt store scoop er dog, at det er lykkedes at interviewe en stor del af de prominente navne fra 1990’ernes NBA som bl.a. Isiah Thomas, Scottie Pippen, Dennis Rodman, Magic Johnson, Larry Bird og ikke mindst Michael Jordan selv. Og ligesom resten af dokumentarfortællingen, bliver der ikke leflet for meget ved deres store egoer. De bliver, på respektfuld vis, spurgt ind til en lang række kontroverser fra den periode, og det er heldigvis også så lang tid siden, at de var aktive, at de ikke har noget problem med at være ærlige, hvilket kun gør det mere indbydende, så man nærmest føler som en opdagelsesrejsende, der langsomt begynder at forstå mentaliteten, kulturen og miljøet dengang.

Man skal dog ikke tro, at det er en alt for dybdegående og tør serie, for det er på ingen måde tilfældet. Basketball er trods alt en meget seværdig sportsgren, så der bliver slet ikke holdt igen med at vise klip af de helt eminente og beundringsværdige atletiske bedrifter Chicago Bulls holdet med Michael Jordan i spidsen var i stand til at udføre – og nogle gange må man bare sidde nede i ren begejstring af, hvor overnaturlig nogen af de ting de lavede på banen nærmest var.

The Last Dance giver et fantastisk inviterende indblik i ikke bare Chicago Bulls’ og Michael Jordans historie, men også basketball som en sportsgren. Man behøver ikke at vide noget som helst om sporten for at kunne følge med, for det hele er så godt fortalt, at virkelig sidder tilbage med en fornemmelse af, at man forstår, hvad der driver disse topatleter. Det er ikke mindst hjulpet godt på vej af en lang række interviews med sportsfolk, som heller ikke er bare for at være brutalt ærlige, både i deres vurdering af dem selv, men også af deres kollegaer. Det gør det også til et medrivende drama, og med det helt vildt fremragende sportslige bedrifter i baggrunden, er det også en dokumentarserie, som ikke bare er værd at høre, men som virkelig skal ses.


Anmeldelsen er baseret på afsnit 1-5.

Skrevet af
Grundlæggeren og chefredaktøren på siden. Med min baggrund inden for medievidenskab, og forkærlighed for film, håber jeg at kunne dele mine oplevelser med andre – på forholdsvis interessant maner.
Kommentarer er lukket.